Den danske gruppe åbner pop up-shop i skolernes efterårsferie
Inspireret af One Directions succes med pop up-shops rundt i verden åbner den kommercielt knap så succesfulde, men yderst anmelderroste danske gruppe De Efterladte også en pop up-shop, altså en midlertidig butik. Det sker dog ikke i Field's, som One Direction gjorde, men på Byens Bogcafé i Istedgade i København i dagene 18.-20. oktober.
Helt præcist er der tale om, at De Efterladtes pladeselskab Melodika, der er tæt associeret med De Efterladtes to medlemmer, sanger og tekstforfatter Peter H. Olesen og guitarist og komponist Michael Lund, i tre dage i efterårsferien omdanner Byens Bogcafé i Istedgade i København til midlertidigt hovedkvarter og butik, altså en såkaldt pop-up shop. Peter H. Olesen og Michael Lund har begge en fortid i den hedengangne brødreduo Olesen-Olesen, hvor Michael Lund var det uofficielle tredje medlem i mange år.
I Byens Bogcafé vil Melodika præsentere og sælge selskabets produkter, ligesom der vil blive mulighed for at møde selskabets kunstnere ved små in-store-koncerter, pladesigneringer og dj-sessions.
De Efterladte udgav 30. september deres andet album, "Alvorsord og Etagevask", som fik de maksimale seks stjerner fra GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen under overskriften "Så ordene sitrer. Skrællet og uafrysteligt udspil fra en let opløftet duo."
Ved samme lejlighed gav Peter H. Olesen et langt interview til GAFFA. Du kan læse det i GAFFAs artikelsektion under overskriften "Stadig på bar bund".
Programmet for pop-up-shoppen er som følger:
Fredag d. 18/10:
Kl. 17.30: De Efterladte spiller sange fra deres aktuelle, meget roste lp/cd, "Alvorsord og etagevask", som efterfølgende sælges og signeres.
Kl. 18-20: Klaus Mandal Hansen fra Ræv Hund Bjørn er dj.
Lørdag d. 19/10:
Kl. 15: Bo hr. Hansen & Nils Lassen optræder og sælger og signerer efterfølgende deres to cd'er, "Hvem er jeg?" og "Idiot".
Kl. 16: Mads Mouritz spiller akustiske versioner af sangene fra den velanmeldte Mads Mouritz & Hælerne-ep (2012).
Søndag d. 20/10:
Kl. 15: North Ship spiller sange fra deres aktuelle album "Murder River" ved en lille in store-koncert.
Kl. 15.45: Peter H. Olesen fra De Efterladte læser digte fra "Jeg er blevet lokal" (Byens Forlag, 2012).
Selskabets kunstnere vil være til stede alle dage. Melodikas cd'er og lp'er sælges til, hvad Melodika selv betegner som yderst fornuftige priser. Byens Bogcafé sælger øl, vand, kaffe, te, kage og meget andet.