Nyhed

The Pogues-guitarist død

Philip Chevron tabte kampen mod kræften, 56 år gammel

Philip Chevron, guitarist, banjo- og mandolinspiller i det irske folk-punk-band The Pogues, er død af kræft, 56 år gammel, skriver gruppen på deres hjemmeside. Chevron blev ifølge The Guardian ramt af kræft i både hoved og hals i 2007, men blev erklæret rask i april 2012. Imidlertid blev han ramt af endnu en kræftsvulst i august 2012, og i morges døde han.

"Efter længere tids sygdom sov Philip stille ind i morges. Vi sender alle vores mest dybtfølte kondolencer til hans familie," skriver bandet på deres hjemmeside.

Chevron, døbt Philip Ryan, voksede op i Santry nær Dublin. I 1976 blev han medlem af et af Irlands første punkbands, The Radiators from Space. Han blev siden optaget i The Pogues kort efter udgivelsen af deres debutalbum, "Red Roses for Me" i 1984, i første omgang som barselsvikar for banjospiller Jem Finer. Imidlertid blev han fast tilknyttet gruppen, da de indspillede deres andet album "Rum, Sodomy and the Lash" i 1985, da sanger og guitarist Shane MacGowan ville fokusere på at synge.


Som sangskriver stod Philip Chevron noget i skyggen af Shane MacGowan, men skrev dog nogle af The Pogues' mest populære sange, blandt andre "Thousands are Sailing" og "Lorelei".

I 1994 forlod Philip Chevron The Pogues efter alvorlige problemer med alkohol og stoffer – noget, som også Shane MacGowan har kæmpet med – og gendannede The Radiators from Space, nu under navnet The Radiators (Plan 9). Han vendte tilbage til The Pogues, da de blev gendannet i 2001 efter at være gået i opløsning i 1996. Siden har gruppen turneret talrige gange, men har ikke udgivet ny musik siden 1996.

Se The Pogues med Philip Chevron fremføre "Thousands are Sailing" i 1988:


rame src="http://www.youtube.com/embed/IooPBuFoJCM" width="100%" height="315" frameborder="0" allowfullscreen="allowfullscreen">
ANNONCE