De Efterladte – stadig på bar bund

"Håbet kommer til byen," lyder en af sangtitlerne på De Efterladtes nye album. Og det samme er tekstforfatter og forsanger Peter H. Olesen, som efter en årrække i den vestsjællandske provins er flyttet tilbage til København. Tidligere på året udgav han sin anden roman med den karakteristisk selvironiske titel "Lille dansk samtidsroman" og i dag udgiver han så andet album under navnet De Efterladte – duoen, som han søsatte sammen med den musikalske makker Michael Lund efter opløsningen af det kritikerroste familieforetagende Olesen-Olesen for seks år siden. GAFFA besøgte sangskriveren og forfatteren i hjemmet på Frederiksberg i anledning af "Alvorsord og etagevask" - men snakken kom ikke overraskende væsentligt videre omkring end det aktuelle album.

Hvor gammel er du, Peter?

– Jeg er lige fyldt 51.

Vi skal selvfølgelig tale om den nye plade. Men jeg vil også gerne tale om alder i aften.....

– Det elsker jeg. Det har jeg altid gjort. Lige siden jeg var meget ung har jeg beskæftiget mig meget med alder, tid, aldersrelativitet og forestillinger om alder, og hvordan det ændrer sig i kraft af, at man selv bliver ældre....

Ja, temaet har jo været til stede i dit tekstunivers lige siden den første Olesen-Olesen-plade ("Indenlands/Udenbys" fra 1997, red.)....."Det er senere nu og jeg er en anden / en mærket udgave af mig selv / Der var andre veje at gå / der var andre valg," sang du blandt andet dengang.....

– …Og den tekst er endda skrevet seks-syv år tidligere. Ligesom "Jack Kerouac i Jylland," som kigger tilbage på det at være ung i Jylland....den er skrevet, da jeg var 25. Da følte jeg mig åbenbart gammel nok til at kigge tilbage på de unge år.....hvad jeg selvfølgelig kun kan grine ad nu.

Uheroisk utilpassethed

Men nu er du altså fyldt 51...

– Ja, nu er jeg jo faktisk det, man kalder gammel. Nogen siger "midaldrende," det synes jeg næsten lyder endnu værre. Jeg vil hellere være gammel.

Ok. Men nu vil jeg jo gerne spørge dig, hvordan det at blive ældre påvirker din måde at gå til verden - at du netop ikke længere er 25, men har rundet de halvtreds?

– På en eller anden måde er det en lettelse. Og på andre måder er jeg jo lige så meget på bar bund, som jeg var dengang. Jeg kan være lige så rådvild, forvirret og deprimeret – men jeg har selvfølgelig en eller anden erfaring der gør, at jeg ved, at den situation jeg står i sikkert går over. Så på nogle måder er der ikke den store forskel... men på den anden side har jeg trods alt den viden, at "det lort her går over i morgen." Eller i overmorgen.

– Det dér med at blive gammel og viis...jeg synes ikke rigtig jeg kan bruge det til noget, udover at forsikre mig selv om at slå koldt vand i blodet. Jeg kan ikke dele ud af en eller anden visdom. Man kan ikke bruge andre folks erfaringer til noget, man skal simpelthen gennemleve det selv. Jeg laver selvfølgelig sange om ting, jeg har oplevet i mit eget liv – men jeg kan højst dele ud af min egen tvivl og rådvildhed. Og så kan folk måske tænke "Gud, sådan har jeg det også." Men jeg har ikke de store gode råd eller løsninger at give folk, det er ikke det jeg skriver om...

Jeg var engang til et oplæsningsarrangement med Nick Cave, hvor publikum havde mulighed for at stille spørgsmål bagefter. På et af dem svarede han: "At modtage råd fra mig er som at få taget mål af bedemanden." Det synes jeg var smukt formuleret...

– Ha-ha, ja, det er flot sagt - og sådan er det. Netop de her forestillinger......som 18-årig tænker man, at man er blevet voksen som 25-årig. Jeg havde kvindelige bekendte, som var bange for at blive 25, mens jeg selv længtes efter det. Fordi jeg forestillede mig, at der så ville komme en eller anden ro, visdom og erfaring. Og senere har man så forestillinger om, hvordan det er at blive 40 eller 50, ikke? Jeg forstår mere og mere de ældre mennesker som siger, at de bliver helt forundrede, når de ser sig selv i spejlet, fordi de føler at de har en helt anden alder indvendig. Eller: De har ligesom alle de aldre, årene der har aflejret sig......men I skal ikke komme til mig efter råd!

Men der, hvor jeg gerne vil hen – og selvfølgelig i lyset af dit sangværk - er nok, om det er din oplevelse, at det eksistentielle ubehag, eller hvad vi nu skal kalde det, bliver mindre med årene?

– Nej, det gør det ikke. Men det bliver måske lettere at kapere i nogle sammenhænge. Og så alligevel ikke....men det kommer ikke som en lige så stor overraskelse, hver gang man står overfor det dér ubehag. "Hello darkness, my old friend.".....som  jeg sagde før står man på en måde på lige så bar bund, men måske med en anden ballast. Hvilket også lyder alt for heroisk, kan jeg høre mens jeg siger det.

– Jeg gik i klasse med nogle piger i gymnasiet, som allerede dengang var snusfornuftige og virkede mere voksne end os andre, havde ældre kærester. Og det kan da godt være, at de har levet et bedre liv, fordi de allerede dengang havde fundet ud af, hvad de ville. Men jeg begræder ikke det liv, jeg har. Det er fint. Og det er jo drevet af den dér uvished, rastløshed, tvivl og, ja, utilpassethed. Og igen skal jeg passe på, at det ikke kommer til at lyde for heroisk. For det er jo ikke noget, jeg har valgt. Sådan er det bare.

– Jeg kendte på et tidspunkt nogle forfattere, som sad og talte om, at det på nogle måder ville være meget bedre, hvis de var kassedamer i Netto. Det synes jeg på en måde også er nedladende over for kassedamerne i Netto; jeg tror, at det er temmelig hårdt arbejde. Men jeg synes, det er fint: Det her med ikke at kunne affinde sig med tilværelsen har jeg jo så brugt til at skrive sange, digte og et par romaner. Det kan man jo gøre, hvis det er sproget, som er ens force. Men det gør mig ikke nødvendigvis klogere end andre, som har det på samme måde.

Gør det dig gladere?

– At kunne hænge det op på en kunstnerisk identitet?

At kunne sige til dig selv: "Jamen, jeg har da trods alt skrevet...."

– Nogle gange. Andre gange kan man godt gennemskue, at det jo også bare er en eller anden latterlig krykke. Når man begynder at kunne gennemskue det meste, kan man også nemt tænke alt ned til sokkeholderne på meget kort tid...

Og det er du god til?

– Ja, det må man sige.

Salmer uden tro

I en vis forstand kunne man sige, at din sangskrivning udtrykker en slags kynisk romantik, romatisk kynisme...eller romantisk modernisme, for den sags skyld. Altså: Udgangspunktet er det sekulære rum, den eksistentielle tomhed, og derfra handler det om at lede efter sprækkerne af lys. Er det mig, som er prætentiøs nu, eller giver den udlægning mening for dig?

– Jamen, det kan jeg godt tilslutte mig. Men man går jo ikke sådan og analyserer sig selv på den måde. Det kan godt være, at man prøver som menneske.....men jeg bliver mere konfronteret med det, når jeg bliver interviewet af sådan en som dig. Men det er rigtigt at jeg skriver ud fra, at jeg ikke er et troende menneske - som alligevel håber at kunne fylde et eller andet ind i denne her tilværelse. For....nu er vi her, og livet er fantastisk. Og hvis ikke det er det, så må vi jo prøve at gøre det til det.

Du siger et sted på den nye plade, at "Gud er ikke død, han gemmer sig bare." Hvad mener du med det?

– Jeg ved det ikke. Og et andet sted skriver jeg jo, at Gud er død. Men jeg er jo ikke praktiserende ateist; jeg går ikke rundt og slår folk i hovedet med, at de ikke må tro. Du kunne også bare sige, at håbet ikke er dødt.....

Jeg arbejder jo tit med ting fra salmer, eller om ikke andet ordet "salme", og tro, fordi det er noget der optager mig. Men det er jo lige så meget fordi jeg synes, at salmer er fantastiske, selve melodierne. Og kirkerummet er fantastisk. Men lige så snart præsten åbner munden, glemmer jeg at høre efter. Men det er også en grim tanke, hvis Gud virkelig eksisterer, men bare gemmer sig langt væk, fordi han græmmer sig så meget over menneskerne...

Jeg kunne jo også bare sige, at det ikke er mig som er Jeg'et i den sang; jeg synger jo bare sangen....

Ja, den sondring er jo altid vigtig at holde sig for øje....

– ...Men det er klart, at jeg er tæt på dem, jeg synger om. Jeg er ikke sådan en, som fortæller lange historier, fordi jeg har hørt om en eller anden skæbne, eller selv opdigter en. Mine tekster er tættere på poesien end de er på prosaen; jeg er ikke historiefortæller, så det er nogle mennesker som – selvom de er opdigtede – er nogen, jeg kender.

– Det nye på denne her plade er, at der er flere sange, hvor jeg henvender mig til et "du" eller bruger ordet "han." Det er en afveksling, for der er nogen, som æder det råt, når man synger "jeg." Og det virker sikkert også stærkere, men nogle gange er det måske meget godt at flytte det over i tredje person ental.

Men jeg synes også, at man med dine tekster – mere end med så  mange andre – sidder med en klar fornemmelse af, at det i ganske høj grad er personen Peter H. Olesen, som er på spil i teksterne...

– Jamen, det er da også rigtigt, det vil jeg heller ikke frakende mig. Men jeg er jo også kun et menneske – og derfor kan der på samme plade godt være både en Gud, der er død, og en som gemmer sig. Jeg er selvmodsigende. På denne her plade bruger vi ikke særlig mange instrumenter, så det er også en musik, hvor stemmen kommer meget i fokus. Jeg er jo ikke en skønsanger, har ikke en særligt stor bredde, så det er klart, at stemmen og teksten kommer til at hænge meget sammen. Og jeg har heller ikke den store lyst eller evne til at synge om andre mennesker.

– Der er en anmelder i Politiken, som altid skriver lidt hånligt om mig, og jeg genlæste for nylig noget han skrev om den sidste plade, hvor han skrev at "nu synger han igen om sig selv." Men det er jo ikke fordi, at jeg som menneske er interessant – det er fordi, jeg går ud fra at jeg ikke er specielt meget anderledes end alle mulige andre mennesker.  Og selvom vi ved gud ikke har verdens største publikum, så sælger vi jo plader, og der er folk, som lytter til os. Så jeg ved jo, at der er andre, som føler sig genkendt eller ramt af det, jeg synger. Der er jo ikke noget specifikt om mig; det er forhåbentlig noget alment, det handler jo ikke om mit lille liv....

Vederkvægende tomhed

Det her med sprækkerne af lys... et af de steder, hvor de dukker op i din sangskrivning er blandt andet der, hvor du bringer landskabet i spil. Hvad betyder landskabet for dig – også på et mere personligt plan?

– Tjah, for det første er der ikke så mange mennesker......nej, der er vel en form for midlertidig ligevægt, en satori, man glemmer sig selv midlertidigt. Jeg er ikke vokset på landet, men jeg er heller ikke vokset op i en storby. Jeg er vokset op i et parcelhuskvarter i Vejle... Vejle ligger jo sådan set meget smukt, og vi havde en skov bagved haven. Så jeg er vokset op i en form for natur, selvom den selvfølgelig er rimelig tæmmet. Og så boede jeg så nogle år i København, inden jeg boede femten år i Sorø og omegn, som også er smuk rent natur-mæssigt.

– Og det man så opdager, når man kommer fra København, er hvordan man i langt højere grad registrerer tingene, når man er udenfor. Årstidernes forandring, vejret som kan skifte fra time til time, skyerne på himlen og så videre.

– En form for behagelig, vederkvægende tomhed – man skal beslutte, om man skal tage en regnjakke på, men man kan ligesom ikke stille så meget op med vejret, ikke gøre andet end at være i det eller gå indenfor. Vores daværende producer Kim Hyttel, som dels er ti år ældre end mig og dels kan være endnu mere skarp i mælet, sagde, da han hørte at jeg skulle flytte på landet at "nå, så nu kommer alle dine tekster til at handle om små vækster, ukrudt og sådan noget." Og det er da også rigtigt nok: Hvis man skriver ud fra sig selv og om det, der er omkring en, så vil det også påvirke en, hvis man pludselig er på landet  - i modsætning til i en storby.

"Hårdnakket idyl" var i høj grad sådan en plade...

– Og det var også den første, hvor alle teksterne var skrevet ude på landet. Men det var også et valg. Forinden havde vi lavet den, der hed "Anonyme melankolikere", som var meget ordrig og med forholdsvis lange tekster, Så vi ville prøve noget andet; der var alligevel ikke så mange, som havde opdaget at den var så genial, som vi selv syntes den var, og så tænkte vi, at "nu går vi over i den anden grøft." Og laver noget, hvor både musikken, arrangementerne, teksten og lyden er mere afdæmpet og skrabet.

Du taler om det her med den forbigående selvforglemmelse i mødet med naturen. Er det efter din opfattelse i virkeligheden dér, lykken ligger gemt – i de øjeblikke, hvor man glemmer sig selv? Er det sådan, det hænger sammen?

– Det prøver jeg nogle gange at sige til mig selv. Det ligger blandt andet i de øjeblikke... jeg har også mange tekster, som handler om rusen. Det kan helt konkret være en spiritus-rus – øl, vin eller whatever – og når jeg taler om det, er det som regel den dér første del af rusen, hvor man mister grebet. Jeg taler ikke om der, hvor man ligger og ikke kan huske, hvem man selv er, er faldet og har slået sig eller vågner dagen efter og har det ad helvede til. Men det handler vel om at få smidt noget af al den der bagage, som tynger en ned.

Så selv om den kan være reel nok, enten af fysisk eller psykisk art - "hvordan skal jeg få betalt huslejen næste måned?" - så er det rart at kunne glemme det indimellem. Og det kan man så gøre ude i naturen, i rusen eller andre steder. Men om det er dér lykken er?.....Lykken er ikke – det har jeg dog fundet ud af, for længe siden – permanent, den er én, der kommer indimellem. Nogle gange kan man opsøge den, andre gange kommer den helt af sig selv.

Og så må man bare sørge for at være i den. Jeg ved ikke, om man som sådan skal stræbe efter lykken, det lyder sådan lidt Liberal Alliance-agtigt. Men man skal selvfølgelig stille sig til rådighed, når den kommer -  og jeg synes, at jeg har forsøgt at leve et liv, som ikke nødvendigvis er det letteste liv, men som ikke desto mindre måske vil gøre mig til et lykkeligere menneske, end hvis jeg skulle have haft fast arbejde med noget som ikke interesserer mig. Hver dag i...ja, nu kunne jeg efterhånden have været tredive år på arbejdsmarkedet, hvis jeg havde været en trofast mand.

Kliché på Tønderfestival

Du adresserer det her med rastløsheden meget direkte i en af den nyeste plades stærkeste tekster, den som hedder "Du fandt ikke dig selv".....handler den om, at Peter Olesen ikke kan finde sig selv, eller adresserer du snarere selve idéen om at finde sig selv? Tidens selvrealiserings-diskurs, om du vil?

– Begge dele. Den blev skrevet til sidst i processen, men vi var ved at indspille pladen; Michael fandt det her riff, som han lavede udfra et to-linjers digt, som han havde fundet i en af mine bøger. Det var de to første linier: "Du fandt ikke dig selv på Koldingvej / Du fandt ikke dig selv i Nordby Bakker." Koldingvej er et konkret sted i Vejle, hvor jeg boede umiddelbart efter at jeg var flyttet hjemmefra; Nordby Bakker er et smukt sted på Samsø.

– Og så blev vi enige om at køre den helt ud i det absurde, og det er både en opremsning for mig selv, men måske også lidt en pegen fingre ad hele denne her selvrealisations-bølge. Det er jo nærmest et digt, og jeg kan godt lide den slags digte med repetition, med gentagelse. Jeg får nævnt en masse stednavne, og det passer også fint med musikken og det her meget simple riff.

– Jeg tænkte, at det skulle lyde som hvis Kliché spillede på Tønderfestivalen.....jeg nævner en masse steder, og de fleste har jeg været, men dybest set synes jeg, at det er en sjov tekst. Men jeg peger også lidt fingre ad mig selv, og slutter jo også af med at sige at "du fandt aldrig dig selv." Måske er det sket ikke det, det handler om... måske er vi for ego-fikserede.

Det er på en måde en søster-tekst til "120 sætninger" fra "Anonyme melankolikere"...

– Helt klart. Fordi det er fedt at have en motor, hvor man hele tiden har den samme start....nogle af stederne er valgt, fordi jeg har en personlig historie med dem, andre bare fordi det lyder godt. Når du siger "Pisserenden" er du også nødt til at sige "Lorteøen," ikke? Nu er jeg så også kommet meget i både Pisserenden og på Lorteøen, så på den måde hænger det også sammen......

I åbningsnummeret har du en meget nådesløs statusopgørelse, hvor du skriver: "Lænset af livet og mennesker jeg mødte / Jeg gjorde gerne alting om igen." Ofte er klichéen jo det her med "No regrets, jeg fortryder ingenting" og så videre – her siger du sådan set det modsatte.....

– Men jeg synes samtidig, at det er positivt: Selvom livet har ædt mig, levede jeg det gerne om igen...

Men du ville gøre tingene anderledes?

– Den åbenhed ligger jo i linjen. Men jeg siger jo også, at "jeg gjorde gerne alting godt igen," og jeg har også tidligere lavet en sang, der hed "Jeg tog fejl, jeg har fortrudt." Jeg ville nødig leve livet en gang til. Og jeg er da godt klar over, at selv hvis jeg fik chancen, ville jeg formentlig ikke kunne tage det lidt, jeg har lært, med mig ind i det næste. Så jeg kunne gøre det bedre. Men jeg synes faktisk, at det er en positiv tekst.

Men når du nu sidder og gør status som 51-årig, hvad er så dine største fortrydelser i dette liv....hvis jeg må være så fri?

– Det er mere ting på det personlige plan... at jeg skulle have opført mig bedre over for de folk, som jeg var tæt på. Jeg har ikke de store professionelle fortrydelser.. Men jeg ville da ønske for mine børn, at de ville være mere fornuftige end mig og tage en uddannelse at falde tilbage på. Alt sådan noget, som ens forældre altid siger. Men jeg fortryder ikke, at jeg ikke selv gjorde det.

– Jeg fortryder ikke, at jeg har levet et meget økonomisk usikkert liv. Og jeg ved jo godt, at jeg ikke kommer til at leve mit liv om. Jeg kunne godt opremse, hvad jeg ville gøre anderledes. Men det er jo futilt, det er nytteløst.  Det  er en nøgtern sang, men dybest set er den positiv. Det bliver ikke meget mere positivt, når det kommer fra mig.

"Alvorsord og etagevask" er De Efterladtes andet album. Det udkommer på Olesens eget pladeselskab Melodika den 30. september 2013. Læs GAFFAs seksstjernede anmeldelse af albummet her.