Det progressive rockorkester har lavet en sci-fi musikvideo til Lyncher's Aim
Fra LISERSTILLEs femte udgivelse, den roste "The Flight of Belljár", der udkom sidste efterår, kommer nu en musikvideo til nummeret "Lyncher's Aim". Se den her forneden.
Musikvideoen er helt i tråd med det progressive orkesters lyd i forhold til både ambitioner og store armbevægelser. Videoen er skrevet, produceret og redigeret af bandet selv med trommeslager, Jon Gotlev, som hovedkraft. Han fortæller:
"Med 'Lyncher's Aim' har vi eksperimenteret med at lave en konkret fortolkning af nummerets udtryk og lyrik. En dommedagsmaskine skabt af menneskets forbrug - inklusive vores egne instrumenter – bliver antændt og tiltrækker dødsenglen, der ender med at bliver suget mod jorden og den endelige undergang. Intet mindre."
Det kommer også flot til udtryk i den sci-fi-inspirerede video, der med sit flotte og intense farvespil byder seeren indenfor i en verden, hvor dommedag altid er tættere på end morgendagen.
"Det er på mange måder et 'simpelt' nummer med super meget smæk på, og vi ønskede at lave en video, der afspejler dette. Mere konkret er den visuelle inspiration hentet fra gamle sci-fi-film såsom 'Twelve Monkeys' og 'Death Machine', men også Virus med Jamie Lee Curtis," forklarer Jon Gotlev, der ud over at spille trommer også er grafisk designer under navnet NO HEROES.
GAFFAs Pelle Sonne Lohmann tildelte minialbummet "Flight of Belljár" fire stjerner og skrev rosende: "Flight Of Belljár ligger i naturlig forlængelse af Lis Er Stilles hidtidige værker og er således en massiv og mættet sag med enkelte åndehuller hist og her – bandets episke format fornægter sig ingenlunde, og man dyrker fortsat den progressive rock med en inderlig og oprigtig kærlighed, det er svært ikke at beundre."
Den visuelle fremstilling af "Lyncher's Aim" bliver skud af sted som forløber for forårets showcases, der udover den hjemmelige Spot Festival også tæller Canadian Music Week i Toronto. Her er LISERSTILLE udvalgt til at repræsentere den europæiske, alternative lyd til en aften kurrateret af Berlin Music Week.
Se videoen til "Lyncher's Aim" her: