Nyhed

Se Usain Bolt optræde med Kongsted

Den jamaicanske sprinter brølede med på storhittet Chuck Norris

Da den succesfulde danske dj Kongsted i weekenden optrådte på en natklub i Milano, fik han besøg af en overraskende gæstestjerne. Den jamaicanske stjernesprinter Usain Bolt – 15-dobbelt OL-guldvinder og indehaver af verdensrekorden i både 100 og 200 meter løb – var nemlig til stede og var i så godt humør, at han hoppede op til dj-pulten og sang/brølede med på Kongsted-hittet "Chuck Norris". Du kan se den usædvanlige konstallation nedenfor – vi kan allerede nu afsløre, at Bolt ikke er helt så overbevisende som vokalist, som han er som løber.

Kongsted har to år i træk vundet titlen Årets Mainstream DJ ved Danish Deejay Award - henholdsvis i 2010 og 2011. Dj'ens popularitet har også været støt voksende med sange som "Chuck Norris", "Light in the Dark" og "Drunk Smiley Guy", der har sørget for en solid fest på de danske klubber og streamet sig til top på de danske hitlister. "Chuck Norris" er således certificeret dobbelt-platin for streaming. 

GAFFAs Nanna Jenner Jensen talte i januar med Kongsted og spurgte blandt andet til hans dobbeltiv som både studerende og dj – Kongsted er uddannet cand.merc. Han svarede: "Jeg har ikke dvælet ved mine oplevelser. Der har aldrig været et ultimativt mål, men jeg har taget et skridt op ad bjerget ad gangen, nydt det, og er så gået videre. Tingene har været et frirum for hinanden. At være dj blev et frirum for studielivet, og studiet blev et frirum for musikken. Tingene må ikke blive for overfokuserede. Der skal være balance og flere ben under dig til at støtte dig, hvis det hele nu pludselig var slut i morgen."


Kongsted kan – formodentlig uden Usain Bolt – opleves dj'e i den kommende tid på Buddy Holly 2. maj i Silkeborg, samme dag på Buddy Holly i Holstebro og 9/5 på Holdbar i Helsingør.

Se klippet på Kongsteds Facebook-profil.

 


ANNONCE