Sangeren har fået fingrene i solidt backingband til sin kommende turné
Steen Jørgensen er om nogen en legende i dansk rockmusik. Hans dybe stemme er kendt af alle landets rockelskere som stemmen, der bærer Sort Sol. I maj tager han på turné under eget navn, og i den anledning har han afsløret opvarmning og sit live-band, som tæller nogle overraskelser i besætningen. Se den samlede turnéplan her forneden.
Psyched Up Janis/The Raveonettes-frontmand Sune Wagner er at finde på guitar sammen med også guitaristen Rune Kjeldsen. Hvor den førstnævnte er i landet for at spille med Psyched Up Janis og derfor har spurgt sin gamle ven, om han ikke skal bruge noget hjælp undervejs med guitarlarm, er den sidstnævnte håndplukket af Jørgensen – både som opvarmning og som medlem af bandet. Han fortæller:
"Jeg har hørt Runes plade 'Cloudtalk' konstant siden han forærede mig den, da den kom ud. Det er et fantastisk følsomt og behageligt værk han har lavet. Jeg glæder mig til at dele en snert af dette album med mine gæster."
Den samlede besætning bliver således: Jakob Høyer (trommer), Tonje Terese (Electronics), Boi Holm (pedal steel), AC (Bas), Rune Kjeldsen (guitar) og Sune Rose Wagner (Gæst-guitar).
Den 55-årige Steen Jørgensen udgav sit soloalbum "Standards For Living" i november sidste år, og det bestod af en række fortolkninger af sangerens favoritsange. Udspillet blev vel modtaget - også i GAFFA, hvor Jan Opstrup Poulsen kvitterede med fem stjerner: "Albummet indeholder ingen forudsigelige fortolkninger, og der er skåret helt ind til benet i arrangementerne, som kommer ud enten overraskende lette eller antager en kold og knusende form. Der er lidt isdronning over hans isnende vokal, og så laver Steen Jørgensen en Leonard Cohen med sin reciterende croon og kvindelige medvokaler på et par af sangene."
Steen Jørgensen lover at fremføre både sange fra soloalbummet og Sort Sol-sange, der ikke er blevet spillet i mange år, til koncerterne.
Den samlede turnéplan er som følger, og billetter er i salg og kan skaffes via GAFFA Live:
Skraaen i Nordkraft, Aalborg, den 28. maj
Magasinet, Odense, den 29. maj
Musikhuset Rytmisk Sal, Aarhus, den 30. maj
Store Vega, København, den 31. maj