Koncerten kommer dog stadig til at foregå i Tivoli, bare ikke i Koncertsalen
Thomas DeCarlo Callaway, bedre kendt som Cee Lo Green, flytter med henvisning til det gode vejr sin kommende koncert mandag den 11. august i Tivoli fra Koncertsalen til Plænen.
CeeLo Green og hans band nu opleves live på Plænen under åben himmel klokken 20.30. Samtidig gøres koncerten gratis for Havens gæster, så alle kan få mulighed for at synge med på hans funky hits.
I 2010 dansede hele verden pludselig rundt og skrålede "Fuck You" med et stort smil på læben. Det var Cee Lo Green, der med sit supersoulede nummer "Fuck You" bittersødt sang om sin eks-kæreste og hendes nye og mere velhavende ven. Tre år forinden havde Cee Lo Green begået endnu et gigantisk hit i samarbejdet med produceren Danger Mouse som duoen Gnarls Barkley. Med nummeret "Crazy" var Cee Lo Greens stemme lig med melankolsk, underspillet pop.
For nylig har Cee Lo Green igen skiftet identitet og fundet sammen med sine gamle venner fra rap-gruppen Goodie Mob samt udgivet en Grammy-nomineret juleplade sidste år, hvor fra nummeret "All I Need Is Love" er feat. The Muppets.
Sidste år forsøgte Cee Lo Green sig også som den ikoniske entertainer Liberace i Las Vegas. Det kom der et live-album ud af. Det imponerede dog ikke GAFFAs Jan Lambæk Hansen. Han kvitterede med to stjerner og skrev: "Titlen på Cee Los Vegas-show "Loberace" er næppe blot tænkt som en venlig hilsen til den ikoniske entertainer Liberace, men formentlig også et, mislykket, forsøg på at træde i hans fodspor."