Det er umuligt at holde Steel Panther fanget i buret, de kommer forbi hovedstaden næste forår
For to uger siden byttede amerikanske Steel Panther deres planlagte koncert i Kolding ud med at være en del af et line-up på Refshaleøen bestående af Paradise Lost og Hatebreed, der fik lov at supporte danske Volbeat. Nu ønsker de atter at stå på egne poter ... ben og har således annonceret en ny dansk koncert. Det kommer til at forløbe næste år, hvor de spiller i Store Vega fredag den 20. marts.
Steel Panther har med deres satiriske 80'er-glamrock for alvor fanget det danske publikum og grundlagt den store efterspørgsel. Bandet opstod oprindeligt som et coverband i 1998 under navnet Metal Shop og oplevede en solid fremgang i 2003, hvor de markerede sig på den alternative rockscene med deres selv-producerede debutalbum "Hole Patrol". I 2005 skiftede de navn til Metal Skool og har siden 2008 været kendt som Steel Panther.
Deres seneste udspil, "All You Can Eat" fra april, blev vel modtaget af GAFFAs Keld Rud. Han kvitterede med fire stjerner og åbnede sin anmeldelse med at slå fast, at Steel Panther har styr på deres rockklichéer - lige fra de stramme læderbukser til bandana til make-up: "Det burde være umuligt, men det er lykkedes den amerikanske Cockrock-pastiche, Steel Panther, at overgå sig selv, hvad angår usmagelige tekster på deres tredje album. Til tider må vor egne Red Warszawa se sig udmanøvreret. Læg hertil at Steel Panthers greb om instrumenterne og sangskrivning er stålhårdt."
Da Steel Panther i februar gav koncert for de indviede på Amager Bio, var det med et sceneshow Diamond Dave fra Van Halen værdigt. GAFFAs Christian Weigel lod sig rive med af stemningen og skrev triumferende i sin fem stjerners anmeldelse: "Alt i alt en uhøjtidelig aften med sex, sjov og rock'n'roll! Steel Panther sluttede koncerten af med "(Fuck All Night and) Party All Day", og mon ikke nogle blandt publikum vælter ud i natten inspireret til netop dette."
Er du klar på at leve dig ind i 80'ernes The Strip og spraye håret godt op, sker det altså på Store Vega den 20. marts 2015. Billetsalget starter fredag den 15. august klokken 10.00 og billetter kan skaffes via Billetlugen.dk
Lad os nuppe et stykke med rok og rul: