Sydkoreas største rockfestival er lige nu i fuld gang med koreanske megastjerner, internationale headlinere og japanske metalrockere på programmet. GAFFA er med og rapporterer fra festivalen.
Sydkorea er i musikalske sammenhænge næsten udelukkende kendt for den ultrapopulære K-pop-genre, som med sine sukkersøde og catchy popsange, leveret af nogle meget unge præfabrikerede boy/girlgrupper, er blevet et verdensomspændende fænomen. Genren er i dag en af Sydkoreas største eksportvarer, og er især eksploderet, siden Psys single "Gangnam Style" forrige år lagde hele verden ned og blev den mest afspillede video nogensinde på YouTube.
Men Sydkorea har meget andet musik at byde på end glitrende K-pop, og det kan man blandt andet opleve på landets store rockfestival, Pentaport, som i år præsenterer omkring 50 forskellige bands, artister og dj's fordelt på de tre hovedscener. De udenlandske hovednavne er blandt andre Kasabian, Maximo Park, Travis, Suicidal Tendencies, The Horrors og Starsailor. Derudover er nogle af Sydkoreas og Japans største stjerner også at finde på plakaten. Det gælder for eksempel musiklegenden Lee Seung Hwan, heavy metal-bandet Crash, indiebandet Goonam, emo-rockerne Crossfaith og ska-bandet Kingston Rudieska. Men mere om musikken senere.
For GAFFA's udsendte reporter starter eventyret nemlig med tre festivalfri dage i den topmoderne, pulserende og helt igennem fantastiske sydkoreanske hovedstad Seoul. Selvom byen med alle forstæder tæller svimlende 22 millioner indbyggere er der fuldstændig styr på sagerne med en effektiv og turistvenlig metro, rene gader, grønne parker, lækker street-food og en tilbagelænet og chillet atmosfære, som man ellers ikke finder i andre asiatiske metropoler. Især er området Hongdae enhver storby-hipsters våde drøm fyldt med cool kids i nyeste koreanske mode, hvilket for drengene indebærer smalle skjorter og langt pandehår og for pigerne ultrakorte shorts. Der bliver spillet guitar på gaderne, musikken driver dovent ud fra de utallige små barer og restauranter, og om aftenen sidder folk rundt på pladserne og drikker øl og varmer op til nattelivet. Det hele minder mere om Berlin og Barcelona end ens forestilling om Asien, men en af de gode ting ved at rejse er jo, at man kan få fordommene afkræftet.
På dagstur til Nordkorea
Aftnerne bliver blandt andet brugt på en solid omgang koreansk barbeque og flere besøg på den lille kælderbar Strange Fruit, hvor flere af Seouls musikspidser hænger ud og danser til ny og gammel indierock. Dagene går med sightseeing, hvor især besøget til Koreas demiltariserede zone gør indtryk. Kun en times kørsel fra Seoul rammer man grænsen til Nordkorea, som er det mest bevogtede område i verden fyldt med svært bevæbnede soldater, udkigsposter, check-points, miner, tanks etc. Selve området, som har skilt Korea ad siden Korea-krigen og våbenhvilen i 1953, er en 250 kilometer lang og fire kilometer bred bufferzone, som ligger på grænsen mellem de to lande. Selvom området i den grad bærer præg af et højt sikkerhedsniveau og en fjendtlig stemming, er det samtidig en kæmpe turistattraktion, hvor man kan tage op på guidede endagsture.
Et af højdepunkterne er en særlig udkigspost, hvor man kan kigge direkte over til Nordkorea, og med kikkert blandt andet se en lille landsby, hvor der er opstillet statuer af den Kære Leder Kim Il-Sung, mens nordkoreanske flag blafrer i vinden. Et andet højdepunkt er en tur ned i en af de fire nordkoreanske underjordiske tunneller, som Sydkorea har opdaget. Tunnellerne er blevet gravet med det formål at kunne lave et snigangreb på Sydkorea fra Nordkorea, og vi besøger den største af tunnellerne, som blev opdaget i 1974, og som kunne transportere op til 30.000 nordkoreanske soldater i timen direkte ned mod Seoul. Skræmmende og fascinerende, og det virker helt ufatteligt, at man lige der på den anden side af tunnellen pludselig kan befinde sig i det hermetisk lukkede stalinistiske friluftsmuseum fra den kolde krig, som Nordkorea er i dag.
Efter sådan en tur er det også interessant at besøge Seouls monumentale krigsmuseum, War Memorial of Korea, som med nyeste teknologi og rørende historier fortæller hele baggrunden for krigen og konflikten mellem Nord- og Sydkorea. I den gigantiske park ude foran kan man desuden kravle op i dusinvis af originale fly og tanks fra krigens tid. Et andet og mere fredeligt tip til Seoul er at gå en tur langs den nyåbnede å Cheonggyechon, som starter i downtown Seoul og slanger sig seks kilometer gennem byen ud til Hangangfloden. Åen ligger fem meter under gadeniveau, og er et optimalt sted at søge tilflugt og køle ned i den bagende eftermiddagshede.
Verdens reneste rockfestival
Men tilbage til musikken. Pentaport Rock Festival bliver afviklet i et urbant og industrielt område cirka en times kørsel fra Seoul. Festivalen startede i 1999 og byder på et skævt miks mellem internationale pop/rocknavne og lokale koreanske artister indenfor forskellige genrer. Festivalen varer tre dage og har tre hovedscener samt en lille reggaescene og et dance-telt. Jeg lander i brændende sol og en luftfugtighed på næsten hundrede procent ude på festivalpladsen, hvor dagen starter med en tur rundt på hele området. I modsætning til danske og europæiske festivaller er her overordentlig rent og nydeligt. Alt affald bliver straks smidt i skraldespandene. Rygning foregår kun i særlige områder. Øl og anden alkohol bliver der drukket begrænsede mængder af. Vandet bliver kun ladet på toiletterne. Og selv på campingområdet er der helt afryddet.
Alt i alt minder det hele mere om en pæn udgave af Stella Polaris eller en hyggelig havefest fremfor Sydkoreas største rockfestival. Men tag ikke fejl. Lige så snart musikken går i gang på scenerne, stikker det HELT af! Det unge publikum, som næsten udelukkende består af koreanere, er nemlig fyldt med energi og gir den maks gas til samtlige koncerter stort set uden at være påvirket af alkohol eller andre substanser. Første band, jeg ser, er den lokale kvartet Goonam, som spiller en dejlig form for solbeskinnet og længselsfuld indiepop fuldt med soniske guitarflader og elementer af reggae og ska. Bestemt ikke dårligt, og seancen ender med, at bassisten hopper ned fra scenen, mens forsangeren stagediver ud i det ellevilde publikum, som kvitterer med kædedans og jubelhvin.
Næste indslag foregår på festivalens store udendørs hovedscene med de amerikanske thrashmetal/hardcorepunk veteraner Suicidal Tendencies, som debuterede tilbage i 1983. Forsanger Mike Muir råber begejstret, at det er første gang bandet er i Sydkorea, hvorefter han straks inviterer over 50 ekstatiske fans med op på scenen til pogodans og fællesskrål. Den publikumsvenlige finte kan dog ikke skjule, at bandet er overordentligt slidte både at se og høre op. Væk er den farlighed og energi, som var et af bandets kendetegn i 80'erne og 90'erne, og i stedet får man en gumpetung og klichefyldt from for gammelmandsmetalpunk, som samtidig drunker i en mudret lyd.
En sjov musikalsk detalje ved Sydkorea er, at de også er vilde med reggae herovre. Derfor har festivalen også lavet en lille scene kun med koreansk reggae og ska, hvor man kan chille i græsset i solen til de bløde toner. Lugten af joints får man dog ikke, da Korea ser meget strengt på indtagelse af cannabis, som straks udløser hårde fængselsdomme.
Japansk emometal og koreansk pop-ikon
Turen går nu videre ned til japanske Crossfaith, som har fået stjernestatus i hjemlandet på at blande metal, emo og electronica på sin egen særegne måde og samtidig fyre den helt af på scenen. Og det er da også netop, hvad bandet gør, hvor de leverer et hyperenergisk og forrygende show fyldt med drama, patos og rockklichéer på den fede måde. Nogle gange tipper det over til at blive for animeret og minde lidt for meget om Spinal Tap, men bandet har fat i noget rigtigt og ville kunne vælte publikum bagover på for eksempel Copenhell. Selv har jeg aldrig set et vildere publikum end under denne koncert. Der bliver danset pogo på livet løs, der er gang i en vanvids mosh-pit, folk skriger igennem af fryd og alle kravler rundt på skuldrene af hinanden. Wow!
Efter denne energiudladning går turen over mod aftens headliner, det koreanske pop-ikon Lee Seung-Hwan med det fornemme kælenavn "God of Gig". Lee Seung-Hwan har siden debuten i 1989 været en megastjerne i Korea og solgt over 10 millioner album og spillet mere end 1000 koncerter i hjemlandet. Stilmæssigt har han især bevæget sig i den bløde pop-rock med svulstige kærlighedsballader, som er ekstremt populær i Asien. Her i aften er der dog også plads til lidt hårdere og hurtigere rocksange, men ellers er det popsangene, som fuldstændig stjæler det flotte show, hvor samtlige publikummer kan alle tekster udenad. Det hele minder meget i både stil og form om en Robbie Williams-koncert og slutter naturligvis af med et gigantisk fyrværeri. Første festivalaften er overstået og aftnen slutter for mit vedkommende af med risvin og lokale cass-øl i selskab med nye koreanske bekendtskaber.
