Vi har talt med Liam O’ Connor, der i anledning af årsskiftet smider den storladne og swing-orienterede ep Grand Cru på gaden.
Natten til nytårsaftensdag ligger der fem helt nye numre fra L.O.C. på iTunes og diverse streamingtjenester. Og selvom manden som bekendt gerne ser sig selv som værende uden for kategori, var det nok alligevel de færreste, der havde regnet med, at han ville smide en gang crooner-rap på gaden – med strygere og det hele. Men hvorfor har han holdt det hemmeligt indtil nu?
– Jeg har gået og holdt den lidt tæt ind til kroppen, fordi jeg gerne ville afslutte det sidste forløb med Rødt Lys-touren på en ordentlig måde, men jeg har været meget spændt på, hvordan folk reagerer på det. Det er jo noget lidt anderledes musik, end man er vant til fra min side.
Det må man sige. Du har jo aldrig ligefrem skjult din forkærlighed for Frank Sinatra og de andre store croonere, men nu har du taget skridtet fuldt ud og fusioneret rappen med swing-orinteret croonermusik. Hvordan har det været?
– Det har været rigtig sjovt. Da jeg først begyndte at arbejde sammen med Es (producer og musikalsk partner in crime gennem de sidste par år, red.), ville jeg gerne se, hvad han egentlig var i stand til, så jeg gav ham den dengang helt umulige opgave at loope et gammelt Henry Mancini-sample, der lå helt ude af takt, men han klarede det sgu. Og så fik vi en idé om at lave en plade, der tog udgangspunkt i samme æstetik – vi endte så med at lave tre plader, som gjorde noget helt andet, haha! Men da vi var færdige med Sakrilegum, hvor slutprocessen havde været meget tung og fluekneppende, havde vi et behov for bare at leg nede i studiet, så vi havde en ting med, at hvis vi fandt et fedt gammelt sample, havde Es cirka ti minutter til at loope det op, og når han så havde gjort det, skulle jeg have skrevet enten et omkvæd eller et udkast til et første vers. Og så lavede vi en helvedes masse af sådan nogle små 30-sekunder lange sange. Bagefter satte vi os så ned og så på, hvad for noget af det, der holdt, og hvad der blev lidt for dansktop, haha! Og vi er endt med fem numre, vi synes, vi kan være bekendt at udgive. Men det har været meget spændende at udfordre mig selv med denne her type musik.
Men det stopper ikke der, for der er jo også noget visuelt materiale knyttet til musikken.
– Ja, vi har lavet fire videoer, der finder sted i samme univers, så jeg har også pludselig sprunget ud i at prøve at være instruktør – med hjælp fra Mark og Mikkel Stenild, som har lavet en masse rapvideoer og var friske på at prøve noget anderledes.
Hvorfor sende det på gaden nytårsaften af alle dage?
– Jeg ved godt, det er en skør periode at udgive noget i, fordi hele mediebranchen er gået på ferie, så det har været lidt en udfordring at få til at gå op. Og hvad nytårsaften angår, så er det jo den ene dag på året, hvor den type musik er fuldt ud acceptabel. Der har folk ikke noget imod at stå og skråle med på My Way med Frank Sinatra, så der kan de nok også godt klare en gang swing-orienteret rap. Udfordringen ligger så nu i at tilpasse nogle af de gamle numre til den lyd, når det skal spilles live.
Kan man tillade sig nogle andre ting, når man beskæftiger sig med den type musik?
Ligesom Frank Sinatra i The Lady Is A Tramp – uden sammenligning mellem mig og en af de bedste sangere nogensinde i øvrigt – kan man med det her musik tillade sig at være mere legende, ironisk og endda lidt mandschauvanistisk med et glimt i øjet. I stedet for at det nødvendigvis skal være den skinbarlige og lidt beskidte sandhed, det hele. Og det er det, der har været sjovt – samtidig med, at jeg ikke ved, om det kommer til at briste eller bære. Og det giver da lidt kriller i maven, haha!
I nummeret Gentlemen spørger du om, hvor alle gentlemenene er blevet af. Hvor er de henne?
– Nu er det jo svært at sige det her uden at komme til at lyde som et gammelt røvhul, men den nye generation, der er kommet – generation Y – som er super dygtige og energiske har udvisket grænsen mellem det maskuline og det feminine. Jeg har selv måttet stå på mål for hiphop-sprogets måde at omtale kvinder på, hvilket jeg alle dage har syntes var lidt underligt, for det er jo sådan, sproget er, men jeg læste et interview med A$AP Rocky, der udtalte, at der var en modekollektion, der havde fået ham til at græde, hvorimod Tupacs sidste ord var "fuck you" til den første politibetjent, der fandt ham, efter han var blevet skudt. Tupac er ikke nødvendigvis en gentleman, men han havde den der lidt old school tilgang til at være mand i musikken, og det er røget lidt ud af vinduet på nogle punkter. Folk på min egen alder har travlt med at være drengerøve i stedet for ansvarlige mænd. Skal vi absolut alle være på vej mod fyrrene og stadig ryge på klubben hver fredag? Kunne man ikke bare invitere på en ordentlig middag? Haha!
Kan det være svært at være voksen i musikken?
– Nej, men jeg synes, at betegnelsen "voksen" gør at alt sættes i sådan en lavpraktisk skala, hvor det ender med, at folk rapper om ejendomsskatter og alt muligt andet hverdagsagtige problemstillinger i forhold til det at være voksen. Der føler jeg, der må være en anden måde at implementere de værdier i musikken. Og en af de værdier er at være voksen og ansvarlig – uden at det skal være en løftet pegefinger. Og det tænkte jeg var et meget godt afsæt for Gentlemen-sangen: At lade en mand være en mand for en stund.
