Cardigans’ lysende stjerne har knækket cancer, fået mand og barn, er flyttet til Harlem og debuterer nu efter 20 år på den offentlige scene i eget navn.
Det skal være en slet skjult hemmelighed, at denne skribent gennem årene har haft en vis fascination af den melankolske sanglærke fra Jönköping, der i den grad har lagt krop, ansigt og først og fremmest stemme til primært Peter Svenssonsperlerække af elegante kompositioner under bandsignaturen Cardigans gennem årene. Tommelfingerreglen hed længe: Pearl Jam: verdens bedste band, Blur: Europas, Cardigans: Skandinaviens og Sort Sol: Danmarks. Cardigans blanding af skønhed, uskyld, melankoli, inderlighed, kærlighed, tristhed eller ligefrem depression, fremført af den smukke, men også skrøbelige blondine i front er veldokumenteret skandinavisk pophistorie af fornemste skuffe. I fin forlængelse af nordisk pop- og visetradition, film- og litteraturhistorie, særligt den svenske. Tænk for eksempel ABBA, Evert Taube og Bergman.
Der har altid været noget sammensat over den dygtige svenske kvintet. Trods det åbenlyse talent for pop har rødder i indie- og hård rock også skinnet igennem i blandt andre flere særprægede, men ikke desto mindre fascinerende Black Sabbath-fortolkninger. Bandet har ofte fremstået lettere ustabile, og trods stærke plader har der ikke altid været tilsvarende koncert-kvalitets-garanti. Overtegnede har interviewet bandet et par gange – både Nina solo og bandet som helhed. Sympatiske, flinke mennesker absolut, men også med gigantiske tømmermænd engang kort før en koncert i K.B. Hallen. Smukt og enkelt, men også sårbart og lettere crazy.
Samme ligefremme oprigtighed er til stede fra første sekund, da GAFFAs old-school team møder Nina i sin fashionable, men på det nærmeste totalt øde lejlighed i det centrale Malmö, der fungerer som bopæl, når Nina og familie besøger fødelandet, og som i øvrigt har stået til salg i tre år. Nina både laver og serverer kaffen selv, får sig – som det sig hør og bør for en ægte svensker – et par snus og fortæller om overvundet kræftsygdom, moderrollen, drømmetydning, depression og terapi, Cardigans, A Camp, og om nu at kaste sig ud fra 10 meter vippen i eget navn for første gang i samme kalenderår, hvor Cardigans kan markere deres 20-års jubilæum for debutalbummet Emmerdale.
Gik aldrig i panik
For kort tid siden var Jenny Wilson forsidestof omkring en cancer-historie, og nogenlunde samtidigt havde GAFFA Library Sessions et interview med Kira Skov på Biblioteket Frederiksberg, hvor et af emnerne også var at overvinde en kræftsygdom. Nina fortæller om veninderne:
– Jeg har ikke set Kira længe, men jeg er rigtig glad for at høre, at hun både er helbredt og blevet mor. Og Jenny er en af mine gode veninder, som har haft cancer to gange. I kraft af at jeg boede – og fortsat bor – i Harlem, New York, da jeg fik konstateret livmoderhalskræft,undgik jeg presse omkring det under forløbet, hvilket var skønt. Men jeg er konstateret helt helbredt i dag, efter femårs-tjek, og jeg har heldigvis undgået kemoterapi. Det har været nogle heftige år, hvor jeg på mange måder har mærket både liv og død, og det at man ikke kan tage tilværelsen for givet. Men jeg gik aldrig i panik og besluttede mig for, at det her var bare noget, jeg skulle igennem. Så var det værre for min mand (Nathan Larson, red.) og min familie.
– Jeg vidste dog, at overlevelsesstatistikken var god for min sygdom, men jeg havde gået med den længe, hvilket krævede en stor operation, og før den var overstået, kunne man ikke vide, hvor langt sygdommen havde spredt sig. I de fleste af de tidlige år med Cardigans var tanken om børn og familie langt væk, men da vi besluttede os for at blive forældre, og det tog sin tid, blev jeg nærmest besat af tanken om ikke at kunne få børn. Vi konsulterede en fertilitetsklinik, og i stedet fandt de kræft. Men selv efter at jeg blev helbredt, fik jeg at vide, at jeg ikke måtte blive gravid inden for det første år, og jeg frygtede oprigtigt, at jeg trods helbredelse havde mistet min fertilitet. Men nu har vi en glad og livlig lille dreng på treår. Det er en god tid, og jeg føler mig fuld af energi.
Starten på resten af mit liv
Du har været i Cardigans, siden du var teenager, hvorfor er det først nu, der kommer en soloplade fra dig? Der må have været mange muligheder tidligere?
– Det er ikke helt til at sige. Selvom jeg har været fremme i bandsammenhænge, har jeg også været vant til at stå på egne ben. Jeg har lavet mange solointerviews, da der ofte er særligt fokus på sangeren i front. Men det er alligevel noget andet, når du optræder som repræsentant for et band, end som kun dig selv. Et band, et brand eller et varemærke kan du lægge fra dig igen, men navnet Nina Persson, det er det eneste, jeg ved som kommer til at være konstant resten af mit liv. Det har været en naturlig udvikling og ikke som sådan et resultat af langtidsplanlægning. Det er også min første pladeudgivelse, siden jeg blev syg, så det føles lidt som om, det er starten på resten af mit liv. Den handler blandt om det at fortsætte, men uden at blive alt for sentimental, håber jeg.
Hvad er det så, du gerne vil vise, nu hvor du står frem i eget navn?
– Lidt forskellige ting, vil jeg sige. I baghovedet er der både den alternative rock, som Stone Roses og The Smiths, som var det, jeg hørte meget, da jeg mødte de andre i Cardigans, da jeg var 18. Så er der den svenske visetradition, som jeg er opvokset med, og så en masse radio 80'er-pop, som har formet mig som ung. Så jeg, eller rettere vi, er gået ret meget efter den form for 80'er-pop-produktion baseret på trommemaskiner og analoge keyboards frem for en masse guitar. Et nyere band som Beach House har også rumsteret. Så er der også et snert af country, som jeg primært har opdaget via A Camp og en hel del "sad disco", som for eksempel Donna Summer stod for.
Drømmetydning
Pladen hedder Animal Heart, og rent tekstmæssigt kommer du vidt omkring, blandt andet omkring drømmetydning (Dreaming Of Houses) med referencer til psykiateren Carl Gustav Jung (1875-1961)?
– De senere år har jeg haft enormt stærke, enkle drømme. Blandt andet forestillinger, hvor huse indgår, og det, ved jeg, relaterer til mit eget liv. Jeg har tidligere gået en del i terapi – blandt andet i intense perioder med Cardigans – hvor jeg ofte kunne mærke et pres, som kunne sætte sig som depression hos mig, det er en del af min natur. Så det er sider, jeg har i mig selv, og som jeg må forholde mig til. I Skandinavien er den kognitive model den mest fremtrædende terapiform med fokus på erkendelse, handling og nutid. I forbindelse med min sygdom begyndte jeg i stedet i psykoterapi i USA, hvilket er en meget længerevarende og mere dybdegående terapiform, hvor emner som barndom og drømmetydning spiller en stor rolle. Det giver mig meget, og jeg har ingen planer om at stoppe hos hende. Det er først og fremmest en måde til at komme i kontakt med mig selv på.
Cardigans, A-Camp og de skandinaviske sprog
– Jeg tror ikke, at jeg er færdig med nogle af grupperne, der kommer sikkert mere. Sidste år turnerede Cardigans med blandt andet Gran Turismo, og ud over at promovere Animal Heart er jeg i Skandinavien for at øve med Cardigans, da vi skal spille i Rusland, Kina og Japan. Det er længe siden, vi har udgivet noget (2005, red.), men jeg håber og tror på, at der er mere ny musik i os. A Camp har været et andet bandprojekt, jeg har været rigtig glad for sammen med min mand Nathan.Det har været en mere roots-, americana-lignende tilgang til musikken, som er en side, der har været rigtig fin at udforske. Cardigans og A Camp har både et vist sammenfald med mig som forsanger, men også et forskelligt udtryk, og vi fik også til dels fat i et nyt publikum med sidstnævnte. Jeg synes selv, at begge sider af mig er repræsenteret på Animal Heart, så må vi se om publikum er enige. Min erfaring er, at kernen af mit publikum er meget min egen generation.
Kommer der nogensinde noget på dit modersmål?
– Sjovt du spørger. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg gjorde det, ville jeg miste 75 procent af mit publikum. Men jeg har aldrig fundet helt samme identitet på engelsk. Når jeg er 100 procent Nina Persson, taler jeg svensk. Det kan være et skarpt og præcist sprog.
Og så forstår du dansk ret godt?
– Ja, jeg har set dansk tv som barn og har en rigtig god veninde, Louise Trampedach, på Frederiksberg. Men Sune Wagner forstår ikke, hvad jeg siger på svensk, han er så forskrækkeligt sønderjysk.
