Nyhed

Carsten Lykke forlader ibens

Sangeren går ud af bandet, der blandt andet er kendt for 90'er-hittet Ølstykke i November

Sangeren Carsten Lykke (til højre på billedet) har netop oplyst, at han forlader ibens, som han har været forsanger i siden gruppens dannelse i 1993.

I en pressemeddelelse udtaler Lykke:

"Efter fem måneders tænkepause har jeg besluttet mig for at afbryde samarbejdet med ibens. Jeg stopper blandt andet samarbejdet, fordi jeg føler, at de forskelligheder, som i perioder har virket som en kreativ energi, nu har fået den modsatte effekt på mig. Jeg vil fortsat udgive musik under eget navn og fortsætter også i mit fritidsorkester Klubmester."


ibens udgav deres selvbetitlede debutalbum i 1997, hvorfra sange som "Ølstykke i November", "Solveig" og "Jeg Savner Min Blå Cykel" blev store hits. Albummet solgte 40.000 eksemplarer, og gruppens særkender var Carsten Lykkes bløde stemme og de naivistiske tekster.

Allerede året efter var der dog opbrud i ibens, da bassist Henrik Marstal (til venstre på foto) forlod bandet under en del gensidig mudderkastning. Carsten Lykke og trommeslager Kristian Obling Høeg fortsatte med to nye medlemmer, Anders Heiberg (guitar, keyboard) og Glenny Staalbo (bas). Gruppen udsendte samme år albummet "Maskulin", der dog ikke blev en nær så stor succes som debuten, og bandet holdt derefter en længere pause.

I 2001 udgav Carsten Lykke soloalbummet "Selvoptaget", der blandt andet indeholdt den homoerotiske sang "Hvis Frederik Var Til Fyre", en kærlighedserklæring til kronprinsen.


I 2005 vendte ibens tilbage i den oprindelige lineup med albummet "Ufornuft", der dog heller ikke blev den helt store salgssucces, og bandet gik herefter igen på pause. I 2012 var der atter nyt fra bandet i form af ep'en "Halvelektronisk". I 2013 har de givet flere koncerter, ligesom de har lovet et nyt album, der dog endnu ikke er udkommet, og med Carsten Lykkes exit fra bandet ser udgivelsens fremtid noget usikker ud.

Ved siden af ibens har bassist Henrik Marstal været meget aktiv som musiker (Annika Aakjær, White Flag Society, marstal:lidell med flere), producer (Annika Aakjær, Penny Police med flere), forfatter og debattør om musik, prostitution, ligestilling med mere, mens de to øvrige medlemmer har været mindre fremtrædende i offentligheden.

 




 

ANNONCE