Nyhed

Crystal Castles stopper

Sangerinden Alice Glass forlader gruppen, og dermed er synthpunkduoen fortid

Toronto-synth-punkbandet Crystal Castles blev dannet i 2004 og tog internetgenerationen med storm. Hitsange som "Crimewave", "Celestica", "Baptism" og gruppens største succes, "Not in Love" med The Cure-sanger Robert Smith (i øvrigt en fortolkning af det canadiske band Platinum Blondes sang fra 1983) har alle ramt som musikalske bomber. Men nu vil der ikke være flere melodier – eller svedige koncerter.

Duoens ene halvdel, sangerinden Alice Glass har nemlig valgt at forlade den anden halvdel, keyboardspiller og programmør Ethan Kath, og dermed er Crystal Castles fortid. På sin egen Facebook-profil skriver Alice Glass:

"Jeg forlader Crystal Castles. Min kunst og min selvudfoldelse i enhver form har altid drejet sig om inderlighed, ærlighed og medfølelse med andre. Af en række både professionelle og personlige årsager føler jeg ikke længere, at dette er muligt i Crystal Castles. Selvom dette er slutningen på Crystal Castles, håber jeg, at mine fans vil tage imod mig som solokunstner på samme måde, som de har taget imod Crystal Castles."


Den forladte halvdel af Crystal Castles, Ethan Kath, har endnu ikke kommenteret Alice Glass' afsked offentligt.

Crystal Castles nåede at udgive tre album i henholdsvis 2008, 2010 og 2012. Alle tre hedder blot "Crystal Castles" med de uofficielle undertitler "I", "II" og "III". Bandet har givet adskillige koncerter i Danmark, senest på Roskilde Festival 2013.

Se Crystal Castles med "Sad Eyes" fra duoens tredje og sidste album: 


 

 

 

 


ANNONCE