I aftes havde Clements nye talkshow premiere på DR1, og sangerinden fra duoen Quadron var en af gæsterne
"Vi ses hos Clement" er navnet på det nye late night-talkshow på DR1, som blev vist for første gang i går aftes. Og her kom Coco O med det borgerlige navn Coco Maja Hastrup Karshøj fra duoen Quadron på visit.
Siden 2009 er det gået stærkt for danske Quadron, som består af Coco O og kollegaen Robin Hannibal. Duoen har fået stor omtale i udlandet og blandt andet ros fra stjerner som Jay Z, Pharrell Williams og Prince. Også i Danmark har de slået igennem. Quadron spillede blandt andet på dette års NorthSide Festival, og Coco O fik vist publikum sine kvindelige dansetalenter og skabte en fest. Michael Jose Gonzalez udtalte om den optræden:
"Der er dømt fest, når Quadron går på NorthSides Green Stage. I front er vanvittigt velsyngende Coco O, der iført rød buksedragt kan charmere de fleste i gulvet med sin cool, tilbagelænede stil og sin tiltalende og ligefremme personlighed."
GAFFAs anmelder gav fem stjerner for den "sjælfulde og levende optræden".
Aftenens første besøgende var dog den unge vinder Tobias Hamann af programmet "Den Store Bagedyst", som har bagt på liv og løs i konkurrencen, og han er kendt for sin noget fantasifulde bagning, som er gået lige i hjertet på dommer og konditor Mette Blomsterberg.
Vi kender Clement Kjærsgaard fra DR2, hvor han ihærdigt forsøger at lukke munden på de danske politikere og prøver at få et konkret svar i sit program "Debatten". Den rolle fik han også lov at udleve i går aftes, da økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard besøgte talkshowet.
Coco O bliver gemt til sidst
Programmet har en varighed på i alt 45 minutter, og Clement havde gemt Coco til den sidste del – omkring 35 minutter inde i talkshowet. Og så bliver der ellers vist en perlerække af klip med sangerinden, hvor hun synger de største hits.
"Når man hører det her første gang, så tænker man, det må være nogle store gamle klassikere, man aldrig har hørt før, men det er det ikke," introducerer Clement Coco O med.
"Det er lyden af nu, det er lyden af i dag," uddyber han. Derefter kommer Coco O i studiet klar til et interview.
"Hvornår vidste du, at du skulle være noget?" spørger Clement, hvorefter Coco O svarer: "Seks, tror jeg". "Så kunne du godt se, hvor det bar hen?" spørger Clement efter Coco O's svar, og publikum griner. Sangerinden fortæller dog, at hun først havde set sig selv som superstjerne, men senere fandt hun ud af, at det var sangerinde som superstjerne, hun ville være.
Coco O bor nu i USA og laver derfor sin musik sammen med bandkollegaen Robin Hannibal der. Hun siger, man skal brænde for at lave musik, når man lever i USA. Det koster mange kræfter.
Se hele talkshowet og interviewet med Coco O via linket her.