Nyhed

Tenacious D kommer til Danmark

De to rockende komikere vender tilbage til landet med akustisk show

Der gik hele 12 år mellem komik-rockerne Tenacious D's debutalbum og deres første koncert på dansk grund, i august sidste år. Her blev de cirka 6000 billetter i Tap1 udsolgt med det samme, da billetsalget gik i gang. Nu takker Jack Black og Kyle Gass for den varme modtagelse ved at vende tilbage i 2015 med det, koncertarrangøren Beatbox kalder endnu en musikalsk rejsning – et meget passende udtryk. Denne gang uden band og i Falconer Salens mere intime rammer med cirka den halve kapacitet. Koncerten finder sted 12. februar.

Tenacious D udsprang tilbage i 1999 af tv-showet af samme navn (med undertitlen "The Greatest Band on Earth"), men fænomenet nåede først rigtigt til Danmark i forbindelse med deres selvbetitlede debutalbum i 2001. Ikke mindst fordi Dave Grohl fra Foo Fighters og tidligere Nirvana sad bag trommerne. Med Jack Blacks ekspressive vokal i front foran sin egen og Gass' akustiske guitar affødte pladen de komiske rockhits "Tribute", "Fuck Her Gently" og "Wonderboy". Og siden dengang er det både blevet til en spillefilm og yderligere to album, senest 2012's "Rize of the Fenix". Alt sammen inklusive duoens varemærke, den lumre humor og på plade med Grohl på trommer.

Jack Black er også kendt for sine roste roller i film som "High Fidelity", "School of Rock", "Nacho Libre" og senest "Bernie", men nu fokuserer han altså for en stund 100 procent på sin musikalske rolle i Tenacious D. Til koncerterne bakkes han og Gass ofte op af et backingband, men i Falconer Salen bliver det altså et 100 procent akustisk show med duoen. Der bliver derfor rigeligt med plads til jokes om sex, Peter Belli-tobak og rock 'n' roll, når duoen vender tilbage til København.


GAFFAs anmelder Henrik Tuxen var godt tilfreds med Tenacious D's koncert i Tap1 i august sidste år. Han uddelte fire stjerner og skrev blandt andet: "Først og fremmest stående klapsalver herfra til aftenens publikum, hvis adfærd pludselig gav indlysende mening til begrebet "dedikation". De 6000 mennesker skrålede med på Jack Black og Kyle Gass' spas og løjer både før, under og efter koncerten. Sing-along på sing-along, og alle de rituelle tilråb mellem numrene som "Tenacious D", "KG", "roadie" og så videre." Læs hele anmeldelsen her. 

Billetterne sættes til salg på fredag den 24. oktober kl. 10. Til den tid kan du finde billetter via GAFFA Live

Se Tenacious D med "Explosivo" live:

ANNONCE