Sidste års Copenhagen Jazz Festival bød også på nogle gode vinylfangster for de musikalske besøgende.
"Stol ikke på digitaliseringen– det er ikke virkelighed", fortæller tidligere Sonic Youth-guitarist Thurston Moore, imens han roder med en forstærker i vinylbiblioteket hos Sound Station på Gammel Kongevej i København. Moore mener nemlig, at digitaliseringen af musik er ligesom matematik – et falsk indtryk af virkeligheden.
Citatet er fra nedenstående kortfilm, hvor Thurston Moore ses i samspil med den svenske jazzsaxofonist Mats Gustafsson på københavnske Jazzhouse under Copenhagen Jazz Festival sidste år.
Men den heldige koncertgænger og Thurston Moore-kender ville vide, at Jazzhouse ikke var det eneste sted, der blev aflagt besøg af guitarguruen. Vinylbiksen Sound Station slog nemlig også dørene op til et avantgarde-støjinferno leveret af netop disse to musikere. Som det ses i kortfilmen, var lokalerne tæt pakket med fans af forskellig art, og det var med god grund, for et besøg af en sådan størrelse sker nemlig ikke hver dag.
I dag har Unseen Recordings så frigivet denne kortfilm, der ud over musikalske optrædener af Thurston Moore og Mats Gustafsson også ses på pladerov i den velkendte pladebutik, hvor snakken dækker alt fra forskellige hjørner af musikhistorien til vinyl- og generel musiknørderi.
Netop vinylnørderiet er velbegrundet, hvilket enhver vinylentusiast nok ville bekræfte med enighed. Thurston Moore og Mats Gustafsson udtrykker nemlig den charme, som en vinylplade har – coveret, duften, lyden etc., og der er sikkert også mange, der ville nikke velkendende til den entusiasme, som Moore og Gustafsson udtrykker, imens der bliver bladret igennem kasse efter kasse efter kasse.
Unseen Recordings har sin baggrund i spillestedet Jazzhouse, der producerer kortfilm bestående af liveoptagelser og interviews af Jazzhouse-aktuelle musikere. I anledning af Record Store Day på lørdag den 18. april har Unseen Recordings nu frigivet denne kortfilm, der på sin vis er med til at hylde vinylskiven – netop fra to ægte musikalske excentrikere.