Det danske postpunk-band er klar med Stjerner På Himlen
Dagen er kommet, hvor The Minds Of 99 udgiver deres nye single "Stjerner på Himlen" som første forløber til deres kommende andet album.
Singlen lægger sig tæt op ad sine forgængere og har stadig bandets karakteristiske hektiske beat og tekst på dansk. Nummeret handler om at være noget, man ikke er, og ville en masse, man ikke kan. Omkvædet lyder "Lad os svæve nu. Være noget. Blive til noget. Skrive noget. Stjerner på himlen".
Bandet giver os håb om en snarlig udgivelse af andet album. De beskriver det kommende album som en slags dublet til "The Minds Of 99" med en forlængelse af stil og temaer. Bandet har nemlig været i gang med sangene på det kommende album, imens de lavede deres debutalbum. Forsanger Niels Brandt fortæller: "En del af sangene fra den nye plade opstod faktisk samtidig med sangene til det første album. Men vi kunne ikke materialisere dem sidste år. De er først faldet helt på plads, efter vi har spillet en masse shows og mødt folk til koncerterne. Det gav os ny energi og ny inspiration."
Efter deres sejrer i KarriereKanonen i 2013 har den kun stået på fremgang for bandet. De har modtaget adskillige priser, deriblandt to Carl Priser i kategorierne Årets Talent og Årets Sangskriver, samt nomineringer til blandt andet GAFFA-prisen og Zulu Awards.
Deres seneste triumf var, da de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival, og det ser ikke ud til, at bandet sænker farten.
Lyt til "Stjerner på Himlen" her
Læs GAFFAs anmeldelse af debutalbummet "The Minds Of 99"
Efterårstour:
29/10: Sønderborghus, Sønderborg
30/10: Fermaten, Herning
31/10: Gimle, Roskilde
13/11: Studenterhuset, Aalborg
14/11: Train, Aarhus
20/11: Store vega, København
21/11: Stars, Vordingborg
Find billetter via GAFFA Live





