Hun har slået rekord på rekord og er atter tilbage på toppen
Hun har slået rekord på rekord og er endnu engang klar til at erobre musikverdenen
Idet Adele kører gennem en hovedgade i det sydlige London i sin firedørs Mini Cooper, med et tomt barnesæde på bagsædet og resterne af en kål-, agurke- og mandelmælksdrik i kopholderen, falder et spørgsmål hende ind:
– Hvad er der sket i musikverdenen? siger hun i al oprigtighed.
– Jeg føler mig helt ude af rytmen!
Det eneste mulige svar er næsten for nemt:
Altså, der er det her album, som hele musikindustrien venter på…
– Åh, fuck af! siger Adele og giver mig en venligt skub og bryder ud i et charmerende ukontrollabelt grin – en kaskade af kraftige, tegneserieagtige "ha'er", som i øvrigt har ført til det virale YouTube-klip "The Adele Cackle".
– Åh gud, tænk engang, fortsætter hun og gør store øjne.
– Hvis bare! Jeg føler, at jeg måske er et år for sent på den.
Som om hendes sidste album, 21 fra 2011, ikke var blevet solgt i 31 mirakuløse millioner eksemplarer verden over i en tid, hvor ingen længere køber musik, og som om det ikke havde udløst beundring fra kolleger lige fra Beyoncé til Aretha, som om det ikke havde vundet enhver opnåelig pris bortset fra Nobels Fredspris.
– Men ærlig talt – jeg har mistet føling med musikken. Altså, ikke al musik (hun er fan af FKA Twigs, elsker Alabama Shakes og sneg sig ind i mængden på Glastonbury for at se Kanye, red.)
– Men jeg føler, at jeg ikke ved, hvad der foregår på hitlisterne og i populærkulturen. Hun griner igen.
– Jeg har ikke mistet føling med, sådan, virkeligheden. Bare med hvad der er oppe i tiden.
Hendes Cockney-accent er falmende for tiden, men hun udtaler stadig "with" som om, det slutter med et "v".
Jeg kommer til at høre så meget brok
Hun kører under en himmel, der er grå og trist, selv for en efterårseftermiddag i London. Der er regn på vej, hvilket truer Adeles plan om at tage sin tre-årige søn, Angelo, med i zoologisk have senere. Ingen i de forbikørende biler genkender hende. Det gør de aldrig. Ikke i denne bil.
- Måske hvis jeg gik ud i fuld makeup og drag-frisure, siger hun.
– Hvilket det jo er: På grænsen til en drag! Jeg er ikke modig nok til at gøre det.
I stedet er hun klædt som en studerende, der er kommet lidt sent ud af sengen på en skoledag, iført en blå-sort sweater i noget hamp-lignende stof, der næsten kunne være fra Kanyes dystopiske tøjkollektion og sorte leggings og hvide Converse med lav kant. Det gyldne hår er samlet i en løs knold, makeuppen er minimal, og selvom hun påstår at have udviklet en rynke eller to, ser hun påfaldende ung ud.
Adele kommer lige fra øvelokalet med sit band, hvor hun med ansigtet vendt mod musikerne sang sin første live-version af Hello nogensinde, den melankolske, brusende førstesingle fra sit tredje album, 25, der udkom den 20. november. Hun blev 27 i maj, men har opkaldt sit album efter den alder, hun havde, da hun begyndte at arbejde på albummet.
– Jeg kommer til at høre så meget brok: "hvorfor hedder det 25, når du ikke er 25?"
Den anden side af det at blive voksen
"Hello, it's me", synger hun i begyndelsen af sangen, som om der kunne være nogen tvivl. Da sangen endelig udkommer et par uger efter vores møde, høster den rekordsættende 50 millioner YouTube-visninger i sine første 48 timer.
Med et lille barn at opfostre tog Adele sig god tid med at lave det nye album. Hele seks måneder gik der mellem, hun skrev versene i "Hello", til at omkvædet også sad i skabet.
– Vi havde skrevet en halv sang, fortæller producer og medforfatter Greg Kurstin, som ikke vidste, om Adele nogensinde ville komme tilbage og færdiggøre den. – Jeg var bare nødt til at være tålmodig.
Teksten lyder som om, hun taler til en gammel eks, men hun siger, at den ikke handler om én person – og at hun er kommet videre siden hjerteknuseren, der var inspiration til 21.
– Hvis jeg stadig skrev om ham, det ville være forfærdeligt, siger hun.
– "Hello" handler lige så meget om at finde tilbage til mig selv.
Nå det kommer til linjen "hello from the other side", siger hun:
– Det lyder lidt morbidt, som om jeg er død. Men det er faktisk bare fra den anden side af det at blive voksen; at komme levende igennem de sene teenageår og start-tyverne.
Adele har endnu ikke besluttet, om hun vil lave en total turné med 25 (det ville hun så godt, har senere udvikling vist, red.) – lige nu er øvesessionerne kun for tv-optrædener. Hendes band har et par nye medlemmer, og hun er særligt begejstret for at have en perkussionist for første gang – en tilføjelse, der er inspireret af hendes barndomsidoler:
– Spice Girls havde en vanvittig perkussionist, siger hun.
I det offentlige, i det mindste, har Adele haft meget lidt at sige – og intet at synge – i de sidste par år, ikke siden hun og samarbejdspartnere Paul Epworth vandt en Oscar for Skyfall, den første ordentlige James Bond-temasang i evigheder.
– Når jeg ikke har noget at sige, vil jeg helst ikke sige noget, siger hun.
Men det tager kun et par minutter at opdage, at stilhed ikke ligefrem falder hende naturligt.
– Jeg venter fucking bare på, at Frank fucking Ocean udgiver sit album, siger hun.
– Det tager så fucking lang tid.
Hun blinker, pauser, og griner igen.
– Det lyder helt åndssvagt, at det skal komme fra mig, gør det ikke?
På en made nægter Adele at lade sin succes nå alt for langt ind under huden på sig selv. Hun ser stadig sig selv som "en eller anden tilfældig pige fra London", omend én, hvis lille bil bliver fulgt rundt af en bodyguard i en Range Rover. Med sin nostalgiske klassicisme og næste militant organiske arrangementer stillede 21 sig ved siden af pop-mainstreamen, selv da det på en eller anden måde udkonkurrerede alt andet. Adele prøver at lave samme nummer med selve sin karriere.
– Min karriere er ikke mit liv. Det er min hobby.
Hun vil kunne udgive sine album, leve i rampelyset for en stund, og så vende tilbage til sit privatliv – i år ad gangen måske, så hun kan leve nok til at kunne skrive den næste portion sange.
– Jeg tror, hun vil lave 20 plader, siger hendes manager, Jonathan Dickins.
– Vi spiller på den lange bane.
- Folk tror, jeg hader at være kendt. Og det gør jeg ikke. Jeg er faktisk bange for det. Jeg synes, det er virkelig giftigt og meget nemt at blive opslugt af, indrømmer Adele.
Læs fortsættelsen af interviewet de næste tre aftener på GAFFA.dk om blandt andet Amy Winehouses skæbne, at møde sine idoler, om at blive mor, om at miste kontrollen, om inspiration fra Madonna og Kate Bush, om at have en lidt større figur end den gennemsnitlige popstjerne og meget, meget mere.
