GAFFAs udsendte rapporterer hjem fra største musikfestival i Baltikum med cirka 30.000 publikummer
(Arkivfoto, red.)
Den lille Lettiske badeby Salacgriva er i disse dage omdannet til et sandt mekka for musik, koncerter og fester. Her i weekenden har Positivus festivalen nemlig erobret byen og lavet den om til den største musikfestival i Baltikum med cirka 30.000 publikummer.
Festivalen er en campingfestival og ligger direkte ud til Østersøen et par timers kørsel fra Riga og kun få kilometer fra grænsen til Estland. Beliggenheden er yderst charmerende. Scenenerne og campingområdet ligger midt inde i en idyllisk nåleskov og med direkte adgang til de rå og øde strande.
Musikprogrammet tæller over 150 forskellige bands, solister, dj's, stand-up komikere, kunstperformere, cirkusartister, et omfattende filmprogram og meget andet fordelt på seks scener. Rent musikalsk byder festivalen i år på navne som: Robert Plant, Kasabian, Charli XCX, Warpaint, St. Vincent, Placebo, Tom Odell, Jungle, Basement Jaxx. Lamb, East India Youth, Rival Sons samt danske Rangleklods og flere lokale navne.
Turen til Positivus starter med en dramatisk flyvetur til Riga. Den første time i flyet er uproblematisk, men de sidste tyve minutter giver hjertebanken og sved på panden, da vi pludselig flyver ind i et tordenvejr, og kaptajnen melder, at der er problemer med at lande på grund af heftige vindstød og torden. Flyet hopper og danser, mens vi cirkler over Rigas lufthavn, og der bliver både bedt bønner og grædt tårer i flyet, og stemningen er mildest talt anspændt. Da flyet endelig sætter hjulene mod landingsbanen og bremser op, udløser det spontane klapsalver og jubelråb.
Efter flydramaet og en køretur ind til den Lettiske hovedstad går turen direkte videre i en minibus ud til festivalen. Køreturen derud tager over tre timer, og undervejs passerer vi små forblæste og slidte landsbyer, hvor tingene ikke ser ud til at have forandret sig synderligt siden de gamle Sovjet-dage.
Kontrasten er derfor stor, da vi ankommer til den toptjekkede og velorganiserede festivalplads. Her er masser af plads, gode mad boder, rigeligt med toiletter, et venligt personale og et lækkert publikum i rent og nyt hipster-outfit. Festivalen minder om en mellemting mellem NorthSide og Smukfest, og det er svært at tro, at man er i en lille flække i den baltiske ødemark.
Vi ankommer til festivalen ved 19 tiden og når lige at se et par numre med den unge engelske electrokomet William Doyle bedre kendt som East India Youth. Hans to album fra i år og sidste år har fået glimrende anmeldelser i hjemlandet, hvor hans musik er blevet sammenlignet med David Bowie og Brian Enos legendariske samarbejder på Berlin-trilogien. De melodiske og sfæriske lydlandskaber brager energisk ud fra scenekanten, og der bliver hoppet godt rundt foran scenen, da rytmerne skifter spor over i technostøj, synthpop og deep house.
Aftensolen lyser op i de små lysninger i det smukke skovområde, og stemningen bliver euforisk, da britiske Jungle stiller sig klar på festivalens hovedscene. Jungle udgav sidste år sit selvbetitlede debutalbum, og siden har jungletrommerne buldret og hype-hysteriet drønet afsted. Bandet spiller en opdateret og hjemmebrygget version af 70'er-disco, soul og funkmusik meget i stil med den som Scissor Sisters hittede med for cirka ti år siden. Live er bandet en charmerende og energisk festudladning med en falsetsyngende frontmand, et par sprælske korsangere, caribisk percussion med blandt andet tomme cola-flasker som ko-klokker og funky slå-bas. Der er dømt party hele vejen igennem, og festen eksploderer naturligvis under de to megahits "Busy Earnin" og "The Heat".
Så er vi ligesom i gang med musikken, og en time senere på samme scene står den på powerfulde pianoballader og kærlighedens smerte med den britiske hjerteknuser Tom Odell. Pladsen er helt fyldt op, og det unge publikum elsker Odells bittersøde sange om uforløst kærlighed og bristede illusioner. Især pigerne skråler med på samtlige numre og kravler op på skuldrene af deres medbragte kærester. Tom Odell er trods sine kun 24 år allerede en rutineret performer, som både kan finde ud af at spille med de store følelser bag pianoet og spille showman ved at gå ned blandt publikum og lade de blussende piger få lov at synge i mikrofonen. Sangene er gode, solide og klassiske popsange i stil med Coldplay og Elton John, og den unge sangskriver kan tydeligvis sit håndværk til fingerspidserne. En gennemført og flot koncert.
Fredagens hovednavn er uden sammenligning britiske Placebo. Bandet har nu igennem tyve år været med til at redefinere den alternative rock og hele emo- og goth-bølgen. Alle syv studiealbums har været top-tyve hits i England, bandet har solgt over 11 millioner albums, og igennem årene har der været samarbejder med både David Bowie, Robert Smith og Michael Stipe. Mens Placebos succesrate i mange år har været nedadgående i hjemlandet, har bandet i stedet opbygget en kæmpe fanskare i især Sydamerika, Rusland og Østeuropa og er på disse kanter oppe i stadionrockkategorien.
Der er da også mange hits at tage af, og denne aften på festivalens største scene får vi serveret mange af dem i nogle herligt potente og udadvente versioner. Især "Meds" og "Every You Every Me" stikker godt af, mens forsanger Brian Molko med sine karakteristiske falset-knæk får hele pladsen med. Placebo lyder stadig lige så indebrændte og utilpasse som dengang, de debuterede tilbage i 1996, og publikum suger den mørke energi til sig og kvitterer med grådkvalt fællessang og udstrakte hænder mod himlen, men den sorte nat har lagt sig ude over den rå Østersø i baggrunden. Et forfriskende gensyn med et af 1990'ernes mest stilskabende bands.
Herefter går der lettiske øl i den, indtil vi senere på natten atter sætter kursen mod hotellet i Riga et par timers kørsel fra festivalen. Bestemt ikke optimalt at bo SÅ langt fra festivalen, men arrangørene af presseturen mener selv, at det blot er en sviptur væk, og det lykkes da også at få et par times søvn på de øde landeveje, inden vi rammer hotellet lidt over 04 om natten.
