Nyhed

Reportage: Positivus Festival i Letland - Del 2

GAFFAs udsendte skriver hjem om blandt andet Warpaint, Kasabian og Robert Plant

Lørdagen på Letlands største musikfestival er en våd omgang. Regnen har pisket ned hele dagen og lagt en festdæmper over festivalen i forhold til den strålende sol på åbningsdagen.

Der skal dog ikke mere end et par numre fra de cool amerikanske piger i Warpaint til, før der kommer gang i de store smil hos publikum på festivalens hovedscene. De fire kvinder fra Los Angeles dannede bandet tilbage i 2004 og har for alvor slået deres navn fast med det selvbetitlede album, som udkom sidste år. Stilen er sofistikeret indierock med elementer af trip-hop, ambient, post-punk og r&b. Det kan umiddelbart lyde som en lidt for rodet blanding, men det holder hele vejen igennem. Melodierne er stærke, og især vokalharmonierne sidder lige i skabet og er en sikker garanti for kuldegys og sug i maven.

Lidt senere nede på festivalens anden største scene er der jublefest i gang med den stærkt hypede britiske sangerinde Charli XCX. Der er mange englændere her på festivalen, og de går helt amok, da der bliver fyret op for hits som "Boom Clap" og "Break The Rules". Det er egentlig mere underholdende end egentlig godt og efter en halv times tid går turen igen tilbage til hovedscenen, hvor Kasabian giver denne aftens bedste show. Scenen bliver indtaget i røg og damp og blodrødt modlys. De to frontfigurer i bandet Tom Meighan og Sergio Pizzorno er tilpas løsslupne, arrogante, charmerende og udpræget britiske i samme stil som forbillederne Liam Gallagher, Shaun Ryder og Ian Brown. Bandet trækker festivalens hidtil største publikum, og der er en fest af den anden verden foran scenen med solide doser kædedans, moshing og et par stagedives.

Kasabian er muligvis over deres storhedstid rent kunstnerisk, men live holder de stadig 100 procent og de har masser af hits at fyre op for, som bliver leveret højenergisk og ekstremt udadvendt. Wham bam thank you mam!

Ibiza-stemning ved Østersøen

På festivalens sidste dag står den på sol og sommer over hele festivalen. De smukke nåletræer lyser flot op i solen, og nede ved stranden er flere publikummer ude at bade i den sorte Østersø. Efter den lange køretur på et par timer fra Riga ud til festivalen ankommer vi i tide til at feste dagen i gang i godt selskab med Basement Jaxx. Bandets smittende og livsglade sange gør det umuligt at stå stille, og der bliver hoppet rundt og skrålet med på de mange hits, og det hele minder mere om et gigantisk club party på Ibiza end en skov i Letland. Bandet selv er i farvestrålende kostumer og har masker på og ruller rundt på scenen, mens de griner og morer sig og selv har en kæmpe fest. Herligt.

Mere alvorligt bliver det lidt senere, da Annie Clark alias St. Vincent går på. Tidligere i år vandt hun en Grammy for "Best alternative music album" og har i den grad vind i sejlene for tiden. Det med god grund, for St. Vincent er både en glimrende sanger og sangskriver og så spiller hun den mest skarpe guitar, man kan forestille sig. Showet er fokuseret og gennemkoreograferet og ultra stilet. Men som publikum kommer man ikke rigtig ind under huden på koncerten, og man kan godt savne lidt mere spontanitet og udadvendthed, og det hele ville virke meget bedre på et mindre spillested i stedet for en kæmpe scene i dagslys.

Led Zeppelin-klassikere

Festivalens absolutte hovednavn er uden sammenligning den tidligere Led Zeppelin-forsanger Robert Plant. Han får lov til at lukke og slukke denne års udgave af Positivus festivalen - og det gør han med bravur! Selvom Plant er blevet 67 år er der ingen synlige alderstegn. Stemmen er stadig mægtig og imponerende, hårpragten er intakt og energien er også til stede, når der bliver rocket igennem oppe på scenen. Robert Plants band er tydeligvis glade og benovede over at spille med sådan en vaskeægte legende, og publikum er også helt oppe i det euforiske felt det meste af showet.

Især når der bliver fyret Led Zeppelin-klassikere af, som sker flere gange undervejs. Hele herligheden bliver skudt i gang med "Trampled Under Foot" og senere får vi både "Black Dog", "The Wanton Song", "The Lemon Song", "Whole Lotta Love" og til slut "Rock and Roll". Alle serveret i intense opdaterede udgaver twistet lidt i forhold til originalerne. Eneste anke var, at koncerten kun var 11 numre lang. Men ellers en helt forrygende afslutning på en smuk, velorganiseret og unik festival beliggende midt i en nåleskov direkte ud til den nordlige Østersø. En festival, som klart kan anbefales at tage til.

ANNONCE