Det rutinerede alternative rockband udgiver første album siden 2008 og gæster København til efteråret
Mercury Rev fandt sammen i slutningen af 80'erne og udsendte debutalbummet "Yerself Is Steam" i 1991, men det var først da de udgav det meget roste "Deserter's Songs" i 1998, at bandet opnåede international anerkendelse og blev til pludselige popstjerner. Det anerkendte musikmagasin NME hyldede desuden albummet som "Album of the Year". Efterfølgende udkom albummet "All Is Dream", der peakede som #11 på UK Album Chart og som #4 på den norske VG-lista. Bandet udgav efterfølgende to albums i henholdsvis 2005 og 2008, og turnerede samtidig verdenen rundt.
I 2013 indledte gruppen indspilningerne til det kommende album, men først to år senere kan bandet altså løfte sløret for albummet med titlen "The Light In You", der udkommer 18. september. Leadguitaristen Sean Mackowiak, bedre kendt som Grasshopper, har i den anledning udtalt: "It is the best stuff we have done in a long, long time. Gonna be big sounding!"
Mercury Rev er ikke et uvant navn herhjemme, hvor de har optrådt flere gange gennem årene, bl.a. noget så utraditionelt som på Gæstgivergården i Allinge tilbage i 2006, fordi forsanger Jonathan Donahue havde forelsket sig i Bornholm. Dengang kvitterede GAFFA med seks stjerner og skrev: "Scenen kunne ikke blive mindre. Koncerten kunne ikke blive større."
Bandet er kendt for at spille fortryllende og stærke koncerter, der rammer alle sanser. Med lutter gode danske live-anmeldelser i bagagen er der lagt op til en stor oplevelse, når Mercury Rev gæster DR Koncerthuset, Studie 2 den 6. november.
Billetsalget starter den 22. juni klokken 9, og de ville kunne købes på DR Koncerthusets hjemmeside.
Tæl ned med "Something For Joey":