En af rockens sande originaler er gået bort. Fra The Beat Generation over Soft Machine til Gong var den australske guitarist og performancekunstner unik.
Det var min kammerat, Eskild, der med stor succes plantede en evig beundring for Daevid Allen i mit hoved, og havde stakken af plader fra avantgarderocken til at inspirere et hungrende musikhjerte, alt fra Brian Eno over King Crimson og Robert Wyatt til Daevid Allens verden. En beundring, der deltes af en stor mængede ikoniske musikere med sans for brydning af grænser og normer, og som i tidens løb kom i berøring med Allen og hans originale projekter og indfald.
Daevid Allen - ja, han hed selvfølgelig David til at starte med, blev født i 1938 i Australien, hvor han altså også tog afsked med The World As We Know IT sidste fredag. Voldsomt inspireret af Beatgenerationen forlod han Melbourne og rejste til Paris, hvor han valfartede til det ikoniske Beat Hotel på et værelse, der forinden havde haft kæresteparret Allen Ginsberg og Peter Orlovsky som beboere.
Det var i 1960, og året efter befandt han sig i England og startede snart Daevid Allen Trio, et freejazz-projekt, hvor den da blot 16-årige Robert Wyatt var trommeslager – han boede tilfældigvis til leje i Wyatts forældres hus. Det var i Canterbury, hvor der snart opstod en scene, ikke mindst omkring bandet Wilde Flowers, som både havde input fra Allen og også fra en del af de musikere, der siden kom til at tegne vigtige bands som The Soft Machine – siden blot Soft Machine – og Caravan.
Soft Machine blev til i 1966, som så mange andre af de orkestre, som gjorde året 1967 så minderigt. Bandnavnet var ikke overraskende taget fra beat-forfatteren William S. Burroughs' 1961-roman, The Soft Machine, ligesom forgængeren Naked Lunch et banebrydende og stærkt tabuiseret værk, som var del af den såkaldte Nova-trilogi. Blandt de øvrige kommende vigtige musikere i den gruppe var blandt andre ligeledes afdøde, Kevin Ayers (1944-2013).
Gruppen var del af samme bølge som Syd Barretts Pink Floyd og delte plakaten med dette band til den ikoniske 14 Hour Technicolor Dream-koncert i London i 1967. Daevid Allen med det australske pas fik dog snart visumproblemer og måtte forlade bandet, samt gå under jorden. Den tur foregik via Frankrig, hvor han havde været før, og hvor han denne gang tog del i optøjerne ved Sorbonne-universitetet, for siden at ende i kunstnerbyen Deià på Mallorca, hvor en stor mentor i form af den engelske digter Robert Graves boede. En by, der siden har tiltrukket mange vigtige kulturpersonligheder.
Daevid Allen var her sammen med sin mangeårige partner på mange niveauer, Gilli Smyth - senere i Gong kendt som Shakti Yoni. Han indspillede her den første plade under navnet Gong og mødte blandt andre franske Didier Malherbe, med typisk Allen'sk humor konsekvent tildelt kunstnernavnet Bloomdido Bad De Grasse, den første del af navnet på et Charlie Parker-nummer.
Soft Machine havde som sagt været del af den eklektiske Canterbury-scene, og her mødtes en række af de engelske musikere, der siden op gennem 1970'erne kom til at stå for afgørende landevindinger. Tænk bare på Mike Oldfield og hele klanen omkring Richard Branson og hans Virgin-plademærke og samt studiet The Manor, der godt nok ligger nær Oxford. Men ligesom det senere blev tilfældet med bands som The Stranglers, fik Gong i de første år en betydelig base i Frankrig, mens de holdt kontakten med England, hvor de var på kontrakt før Mike Oldfield på Virgin-plademærket.
Her blev Camembert Electric fra 1971 til og lige efter etablerede medlemmerne det anarkistiske kollektiv ude på landet i Frankrig, hvor de påbegyndte den såkaldte Radio Gnome-trilogi, ud over føromtalte Flying Teapot også albummene Angel's Egg og You, hvor medlemmer som guitarist Steve Hillage og trommeslageren Pierre Moerlen (1952-2005) var blandt de fremtrædende. Det er en af mine yndlingsplader med Gong, og især den afsluttende A Sprinkling Of Clouds er fantastisk!
Det var i kølvandet på den, hvor Pierre Moorlen syntes at tage over, og sågar skabte et outfit, der hed Pierre Moerlen's Gong, blot et af mange projekter, der blev del af den såkaldte Gong-familie, bands der ofte havde Daevid inde over i en eller anden form. Mellem 1970'erne og 1990'erne ville Daevid Allen udvikle sin Planet Gong-mytologi i bands som blandt andre Planet Gong og New York Gong, hvor Bill Laswell og andre, der siden ville starte Material, medvirkede.
Respekteret i mange sammenhænge ville han holde Gong-ideen i live og turnerede og indspillede. Et højdepunkt var til den årlige Meltdown Festival i 2008 i Queen Elizabeth Hall ved Thames-flodens bredder, hvor Massive Attack var kurator, og en af grupperne var Allen Inspired By Allen, som optrådte med kollegaer som Simple Minds, Julian Cope og The Orb. Ligesom der fra 2004 ville være en mængde reunions af det gamle band, som nu blev fulgt til dørs af en sværm af beundrere fra ikke mindst teknomiljøet, blandt andre Eat Static. Der kom hele tiden album og turneer fra den ekstensive Gong-familie, og det sidste album Allen medvirkede på, var 2014-udgivelsen I See You, hvor Allens gamle kone, Gilli Smyth, medvirkede.
Her var Daevid Allen blevet syg af kræft i halsen, og da den vendte tilbage, var dommen desværre definitiv. Lægerne gav ham seks måneder at leve, men ligesom idolet Allen Ginsberg – der ringede rundt til vennerne og sagde farvel for så at dø næste dag – skyndte Daevid sig videre frem mod døden. Værdigt, vist og med stor humor, hvilket ikke mindst han afklarede brev til venner og fans, vidner om.
DAEVID ALLEN (1938-2015) - ÆRET VÆRE HANS MINDE.
Hør Gong med "A Sprinkling of Clouds":