Kommentar: Det sorte karneval – medier behandler subkulturer som freakshows

For nogle måneder siden fyrede Leipzig op under kedlerne for endnu en omgang Wave Gotik Treffen, og trods det vel i virkeligheden lidet kækt klingende navn, så er festivalen en af de største af sin slags, som typisk trækker 20.000-25.000 gæster en gang om året til genrer som goth, synth, industrial, postpunk, etc. Således også i år. En af dem en journalist fra den engelske tabloidsprøjte Daily Mail, der med en overskrift om "bæster og dæmoner" rapporterer fra begivenheden – nogen har da, fristes man til at sige, fanget det der med det kækt klingende i hvert fald, og man fristes ligefrem også til at tilføje, at Ruth Evensens retoriske virkemidler tilsyneladende ikke har levet helt forgæves.

Jeg skal med det samme undskylde overfor de læsere, der har klikket ind i håb om at finde en rapport fra årets festival, med anmeldelser, interviews og det hele. Desværre, jeg var der ikke, beklager. Denne artikel tager i stedet udgangspunkt i den allerede nævnte Daily Mail-rapport af James Dunn, der benyttes som afsæt til en diskussion af hvorledes en hel underskov af genrer og subgenrer såvel som subkulturelle udtryk i årevis – og med al tydelighed stadig – må finde sig i en offentlig dækning, der i alt for mange tilfælde befinder sig lunt klemt ind et sted mellem "noget mangelfuld" og "direkte nedladende".

For god ordens skyld indledes der her med link til benævnte Daily Mail-rapport for de nysgerrige: http://www.dailymail.co.uk/news/article-3094163/Horses-heads-Victorian-beaus-cheeky-PVC-20-000-gather-world-s-biggest-wave-gothic-weekend-Germany.html#comments

Forstå mig ret, jeg er ikke specielt nærtagende eller fintfølende, og selvom jeg kan siges at være en del af disse scener, som aktiv musiker, dj, klubarrangør, og jo også efterhånden har dækket et hav af begivenheder indenfor disse genrer i GAFFA-regi, fra postpunk-koncerter for små hundrede mennesker i skumle kælderklubber til fyldte stadions med Depeche Mode, så harmes jeg ikke af hverken Daily Mail-journalisters de-ser-mærkelige-ud-retorik eller børnene på gaden, der spørger om jeg mon kommer fra en fremmed planet pga. det blå hår.

Og jeg har også min kritiske sans med, når jeg færdes i miljøet og f. eks. nogle gange mødes af playback-koncerter eller endnu en generation af unge, for hvem det største i verden er at udspille deres forfaldsromantiske forestilling om firserne, behageligt, bevares, men måske lidt for ensidigt klinisk renset for Modern Talking og Rugsted & Kreutzfeldt – beklager oprigtigt, men årtiet bød nok på flere pastelfarvede polo T-shirts end seje punkfrisurer.

Men efter disse indledende forbehold må jeg alligevel erkende, at jeg harmes over sådan noget som Daily Mails "dækning" af årets Wave Gotik Treffen, ikke fordi det er kulørt og med en, lad os være ærlige, let overfladisk tone, det er bare en smule træls, men, hånden på hjertet, ikke noget, der kan få mig op i det røde felt, endsige det blegorange. Nej, det der rent faktisk gør mig vred er, at man skriver sin artikel og nævner, at her er tale om en festival med hundrede koncerter – og ikke ét af de optrædende bands nævnes ved navn. Se, dét er nedladende.

Noget om fokus og segmenter

De, der kender lidt til engelske medier, vil nok trække en smule på smilebåndet og tørt indvende, at man måske ikke nødvendigvis behøver at gå til sådan noget som Daily Mail med de allerstørste journalistiske forventninger, lidt som vi godt ved herhjemme, at hvis det står i de kulørte formiddagsblade, så er det nok i bedste fald en halv sandhed og alt det der. Okay, det argument køber jeg. Jeg er også med på, at de fleste af Daily Mails kernelæsere nok ikke tilhører det segment, der har den store forstand på eller interesse i minimalsynth eller deathrock.

Men samtidig er her altså tale om en musikfestival, og nogle af de optrædende navne i år kan sågar siges at være af egentlig musikhistorisk betydning – det er f. eks svært at forestille sig ebm og moderne industrial uden DAF og Front 242, der også, i et større perspektiv, spiller en ikke uvæsentlig rolle i technoens udvikling og historie – allerede inden Detroit blev sådan noget som de to nævnte navne, tidligt i firserne, nogle gange omtalt som techno. Og med nyere og knap så kendte navne som f. eks. Keluar og Agent Side Grinder på programmet, er festivalen også med på noderne inden for den nye og forholdsvis unge interesse for post-postpunk og undergrundssynth, som er scener i bevægelse rundt omkring i Europa i netop disse år.

Men skal det være kulørt, så lad det da være kulørt, så her kommer det billigste trick i posen, som dog, for de historisk bevidste, er en lille smule sjovt taget netop Daily Mails sympatier under Anden Verdenskrig i betragtning. Lad os forestille os, at der i stedet for en stor goth-festival var tale om en stor traditionel klezmer-festival, dækket på omtrent samme måde, med masser af billeder af "underlige mennesker" med slangekrøller, kalot og langt skæg. Sikke sjove og mærkelige de altså ser ud. Nej, vel? Det har man alligevel lidt svært ved at forestille sig. Eller dækning af en hiphop-festival med hængerøv, sjove kasketter og store læber. Den går heller ikke. Overdrivelse fremmer som sagt forståelsen.

Jeg er ikke på korstog for det politisk korrekte, jeg er end ikke specielt mavesur på Daily Mail eller deres journalist. Når jeg påpeger dette eksempel så er det fordi det desværre ikke er enestående. Som musiker har jeg selv, ved flere lejligheder, måttet takke nej til at svare på spørgsmål om satanisme og okkulte ritualer eller forklare, at jeg ikke er interesseret i at posere for billeder, mens jeg sætter hår. Ved en enkelt lejlighed tog den bitre ironi greb i mig og jeg foreslog, at vi da i stedet kunne tage nogle gode billeder af mig i den kiste, jeg sover i om natten – og de blev ellevilde. Man skal passe på med sin sarkasme.

Og jeg er så langt fra den eneste, der har oplevet den slags. Flere steder i miljøet herhjemme er man stort set holdt op med at kontakte musikmedier, tv, radio, magasiner, fordi man ved, at man enten bliver ignoreret, som i de fleste tilfælde, eller dækket på en måde, hvor man tænker, at så var det måske alligevel bedre uden omtale.

Vi er dem, de andre ikke må lege med

Ser man på landets metal-scener, så har de tudet samme sang i flere år. Der er Volbeat og ham fra Metallica, og resten er noget med langt hår, nitter og Satan, og det er jo ikke helt seriøst. Om man så er til metal eller ej, så er det jo efterhånden at betragte som en regulær musikalsk storgenre, der spænder over et hav af forskellige udtryk, fra halvfjerdsernes symfoniske hardrock over firsernes puddel til nu- og industrial-metal omkring halvfemserne og meget, meget mere. Forrige år arrangerede Musikparlamentet sågar et debatmøde om problematikken, hvor GAFFA i øvrigt også tog del, repræsenteret ved Ole Rosenstand Svidt. Oplæg til debatten lød: "Musikparlamentets tese er, at den danske metalmusik er populær i både ind- og udland, men alligevel har svært ved at få omtale i tv, radio og magasiner og vanskeligheder ved at blive tildelt økonomisk støtte." Økonomisk støtte. Så blev det alvor.

Kultur er en kampplads, hvor det ofte er den, som råber højst eller kender de rette, der får mest, som, beklageligvis, i så mange andre af livets forhold. Rock'n'roll er naturligvis et cirkus, genrer som goth, synth og for den sags skyld også metal ikke mindst. Og det er en del af charmen, så klart nok fokuseres der på cirkusdelen, med spøjse frisurer, beklædning, etc. Men der er altid en risiko for, at tingene kammer over og bliver ren staffage. Det ved musikerne godt selv, og her har man bestemt et ansvar som netop musiker – men, og det er pointen, mediedækning bør have samme bevidsthed. Fokuserer man på hele genrer som aparte uden at dykke nærmere ned i det musikalske indhold, så er vi egentlig ikke så langt fra noget, der minder om reel stigmatisering.

Læg hertil, at denne stigmatisering fører til reel mangel på mediedækning – hvornår har du f. eks. sidst hørt deathrock, ebm eller doom metal i din nationale radios bedste sendetid? Det begynder at ligne regulær udelukkelse, som man også kunne være så bramfri at kalde for de facto censur. Og når udelukkelsen tilmed ofte tæller genrer, som defineres som aparte, som "ser mærkelige ud", ja så får det hele egentlig en lidt grim smag af noget ubehageligt, der minder lidt om sjette klasse, hvor Mona ikke fik lov at komme med til klassefesten, primært fordi hun var tyk, og hvor Hassan slet ikke blev inviteret, for "vi skal jo have røde pølser".

Modargumentet har til alle tider heddet, at de her nichegenrer kan man jo altså ikke beskæftige sig med, for der er kun ganske få, der lytter til den slags. Nichegenrer. Så er det ligesom sat på plads, ikke? Jeg tillader mig dog at påpege, med fare for at hardcore-metalfans får den hornede galt i halsen, at dansk musik, med netop Volbeat, jo i disse år oplever, at det man må kalde en eller anden form for metal (så er det nu, hardcore-metalfans, synk, synk), er en af landets største publikumssucceser. Og for så også at rykke længere ned i rækken, kaster jeg Musikparlamentets ord ind; "den danske metalmusik er populær i både ind- og udland." Sagen er bare den, at det bliver den jo ikke nødvendigvis ved med at være, hvis den ikke spilles eller tages seriøst i medierne.

Et kig forbi den danske ebm-pioner Leæther Strips Facebook-profil i disse år viser, at projektet er meget aktivt med shows over hele Europa og USA, både på klubber og til festivaler; sideprojektet Klutæ bl.a. på dette års omtalte Wave Gotik Treffen. Den københavnske gothklub Black Cat fyldte femten år for nylig og industrialklubben Braincorp ti. I Odense nærmer Golem sig de ti år også, og hvis man tror, at der ikke foregår nyt på scenen, så er en klub som den relativt unge Totentanz aktiv med mange koncerter med både danske og udenlandske navne på forskellige undergrundssteder jævnligt i København. Men spilles musikken i radioen og på tv? Fylder den noget videre i dansk musikdækning? Spørgsmålet er selvsagt retorisk.

Når hele aparte genrer, af mangel på bedre ord, negligeres eller dækkes ofte mangelfuldt eller let patroniserende, så er det ikke nødvendigvis fordi der ikke er publikum til tingene. Bevares, der er større publikum til Rasmus Seebach, det står næppe til diskussion, men når man oplever negligering, så handler det om frygten for det anderledes, det man på engelsk med litterær fagterm kalder for the Other. Når vi taler rørstrømsk om tolerance, så er sandheden desværre den, at hvad vi i virkeligheden som oftest mener er netop ikke tolerance, men accept.

Vi accepterer, at hende tøsen med den mørke make-up og hanekam spiller noget larm, men at hun måske ligefrem er kunstner med noget oprigtigt interessant, dybt og intelligent på hjerte, som også kunne ramme dig, eller mig, det har vi svært ved at tolerere. Og er hun måske ikke bare fashion-lesbisk, når alt kommer til alt? Man mindes den franske post-strukturalist Roland Barthes, som engang hævdede, at når besøgende fra rummet stort set altid fremstilles som, basalt set, humanoide skabninger, så er det pga. den bedsteborgerlige mytologis manglende evne til at forestille sig noget helt fremmedartet. Ordvalget klinger måske nok en smule bedaget, men pointen fejler ikke noget.

Udseendet kommer i vejen, mangt og meget affærdiges som image, måske ikke mindst indenfor den selvbestaltede (pseudo-) intellektuelle musikelite. Men hvis nu pigen med hanekammen ser sådan ud fordi det er hvem hun er, hvis hendes aparte musikalske udtryk er det hun oprigtigt brænder for, ja, så er vi tilbage ved tykke Mona fra sjette klasse, som aldrig inviteres med til fest. Når Iceage i disse år er blevet household-name blandt gymnasieelever stort set landet over, så handler det jo også om, at de ligner gymnasieelever, uden hanekam og alt den slags pjat og pjank.

Intet ondt ord om Iceage eller hvad de gør, men havde deres karrieremuligheder i Danmark været ringere, hvis de var til laser og pjalter, lak, læder og make-up? Ja, det er jeg desværre bange for. Ganske vist havde dansk musiks største kommercielle succes nogensinde, Aqua, et element af noget visuelt teatralsk over sig, men det hele afviklet med typisk halvfemsercamp og fjollerier, hvilket der ikke i sig selv behøver at være noget galt i - men teatralsk Other-dybde som vor Bowie var det jo netop ikke.

Undervejs i disse skriverier besluttede jeg mig for at snakke med nogle musikere fra disse scener, for at finde ud af, om de ser nogle af de samme problemstillinger som jeg.

Leæther Strip

Danske Claus Larsen aka Leæther Strip er måske ikke et navn, man forbinder med tv-underholdning i bedste sendetid herhjemme, men flere steder i udlandet regnes han faktisk som et væsentligt navn indenfor genrer som ebm og industrial. Jeg fangede ham på det store internet til et par spørgsmål.

Hvornår er du sidst blevet spillet på landsdækkende radio herhjemme?

- Uha, det er nok en syv-otte år siden. Jeg opdagede det på en KODA-afregning.

Er du på noget tidspunkt i din lange karriere blevet udgivet af danske pladeselskaber?

- Ja, da jeg var en del af bandet Decode. Jeg forlod dog denne gruppe lige inden 7"-singlen Planet Of Youth udkom, idet pladeselskabet blev for kontrollerende omkring vores retning. Nok mit første skridt imod "den mørke side". Som Leæther Strip har jeg også haft numre på de to Cyberworld-opsamlinger.

Og ellers har resten været udgivet via udenlandske selskaber og dig selv? - Yep. Og for lige at få koncertdelen med - du giver i snit en, måske to koncerter i Danmark om året, men en lang række i udlandet, både Europa og USA - har udlandet, også hvad angår koncerter, i alle årene reelt været din hjemmebane?

- Helt klart Tyskland, og min største fanbase finder man i det tidligere DDR, og også i de andre østeuropæiske lande. Jeg må ramme et eller andet, der fanger dem. Men de sidste to år har vi turneret USA med stor succes og skal igen næste forår. Vi ville meget gerne spille mere i Danmark, end vi gør, men scenen er jo lille, så vi må finde os i det. En skam at vores scene ikke har mere fat, for man kan jo ikke just kalde en god ebm/industrial-koncert kedelig.

Du har været tidligt ude og regnes internationalt som et af de betydende navne i ebm og industrial, og alligevel kan man vel godt, diplomatisk udtrykt, sige, at det ikke just er fordi den danske musikbranche og de danske medier har gjort særlig meget for din karriere. Tror du der kan være en risiko for at dette skyldes, at du tilhører en visuelt alternativ scene, som man i mange år ret konsekvent har nægtet at tage alvorligt herhjemme?

- Jeg tror desværre bare, at Danmark er for kedelig og kultur generelt herhjemme helst skal passe ind bredt og ikke stikke ud på nogen måde. Men bliver lidt set som en landsbytosse og holdningen er "mener du virkelig det alvorligt", hvis man ikke lige ter sig som mainstream-artist. Men det har også været med til, at jeg har prøvet at flytte mine egne grænser, og jeg har aldrig været bange for at stå ved det, jeg laver. Og så får man da også en vis respekt fra visse kanter. Vi mangler lidt at den "stammekultur", som de har syd for grænsen, ja og selv Sverige har den. Så vidt Leæther Strip – men hvordan står det til udenfor vor egen andedam?

Vi har tradition for herhjemme at sammenligne os med vore nabolande Tyskland og Sverige, som utvivlsomt er langt stærkere musiknationer end vi, så jeg tog en snak med Eskil Simonsson fra Covenant, et af Sveriges største synthbands.

Covenant

Jeg snakkede med Leæther Strip i forbindelse med denne artikel, og han talte om at det at arbejde med de musikalske genrer og udtryk, han dyrker, betød at han nogle gange blev stemplet lidt som landsbytosse, og han mente, at forståelsen var bedre i Sverige. I Danmark har vi en tendens til at mene, at musikkultur ganske enkelt er stærkere i Sverige, men hvad er din erfaring fra Covenant, som trods alt er et af Sveriges mest succesrige synthbands gennem 25 år?

- Jeg synes, vi altid har fået god støtte i Sverige, og også rundt omkring i verden. Dengang vi begyndte som band, måtte vi ofte høre på at synthesizere ikke var "rigtige" instrumenter, lidt som man siger om laptops i dag. For mig handler det om at dele den musik, man elsker med folk, at udtrykke sig sammen. Men vi bekymrede os aldrig så meget om hvad folk måtte mene. Man må ikke lade sig distrahere – som musiker får man hurtigt tyk hud.

Hvordan har svenske mainstream-medier taget imod Covenants musik og andre navne fra samme scene? Spiller man disse navne på nationale radio- og tv-kanaler?

- Tjah, de er høflige og nysgerrige, men musikken og navnene spilles kun sjældent, og generelt kun i specialprogrammer, hvis der er tale om specifik feature, eller sådan.

Så dybest set spilles denne musik stort set ikke af nationale svenske medier, medmindre der er tale om et specifikt temaprogram, f. eks.?

- Goth- og industrialmusik ignoreres i det store hele af mainstream-medier. Disse genrer lever deres eget liv, sammen med andre genrer. Men jeg har egentlig ikke noget imod at være "underdog". Der findes nogle scener, såsom firsermetal, goth og industrial, der har masser af dedikerede fans rundt omkring i verden. Selvom vi ikke er verdensberømte i Sverige, så er det lykkedes os, gennem tyve år, at optræde i fyrre lande, at optræde på alle kontinenter undtagen Afrika og Antarktis, noget de fleste musikere kun kan drømme om. Så jeg er meget ydmyg over og meget taknemmelig for den passion og støtte, vi mærker fra vores scene.

Jeg talte også med Froxeanne fra italienske The Frozen Autumn, som netop optrådte på årets Wave Gotik Treffen, bl.a. for også at få et ikke-skandinavisk syn på sagen.

The Frozen Autumn

The Frozen Autumn optrådte på dette års Wave Gotik Treffen, sammen med en række andre navne. Hvordan har du det med Daily Mails mediedækning af begivenheden, med fokus udelukkende på "aparte udseende" og ingen omtale af musikken overhovedet?

- Denne journalists artikel fokuserer kun på de "mærkeligste og potentielt mest forstyrrende" aspekter af visse folks udseende, som om udseendet var hele scenens ganske substans. Han portrætterer jo nærmest disse goths som freaks, der ikke har bedre at give sig til end at vise sig frem i bizarre kostumer. Det er da korrekt, at der findes såkaldte posers i miljøet – jeg har i øvrigt ikke noget specielt imod dem – men det retfærdiggør slet ikke en så overfladisk artikel, som tilsyneladende har til formål at viderebringe et stereotypt billede af goth/darkwave-subkulturer, hvis primære essens altså rent faktisk er og altid vil være musikken. Fyren er tilsyneladende ikke så velinformeret, da den eneste genre, han nævner er "gotisk rock." Wave Gotik Treffen ligner da et karneval af en art, men det er en kæmpe festival, hvis omdrejningspunkt er 200 livenavne, og de nævnes slet ikke i den artikel. Ja, sikke en velresearchet artikel.

Her i Danmark har man i mange år talt om at denne form for musik i meget høj grad ignoreres af mainstream-medier og det "officielle musik-Danmark" – hvordan er situationen i Italien?

- Fuldstændig som i Danmark. Og det skyldes måske, at hvis den blev lukket ind i mainstream-medierne, så ville den kaste lange skygger over den letfordøjelige musik, som synes at fylde godt i toppen af de kommercielle lister, hvilket ville være et problem for musikindustrien. Og måske ville vore genrer miste sjæl, hvis den blev en del af mainstream-markedets strategier. Men Tyskland er et godt eksempel på et sted, hvor man har fundet et effektivt kompromis. Her har man indset at forskellige former for gothrelateret musik også kan generere profit, og det fungerer.

Ja, i Danmark har vi også en tendens til at se Tyskland som stedet, hvor det sker. Men et af de kritikpunkter denne scene ofte møder, går på, at man hænger lidt for meget fast i firserne, selv her tredive år senere. Er der rent faktisk ikke en smule sandhed i netop den kritik?

- Jo, det gælder nok for visse dele af wave-scenen, og vores egen musik kan måske nok kaldes "nostalgisk" eller "meget firser-inspireret" – men hvad er der galt med det? Og hvor mange mainstream-udtryk hænger ikke i lige så høj grad fast i noget, der stammer fra halvfjerdserne, tresserne, etc.? Det er et dilemma mellem innovation og skønhed. Vi foretrækker skønhed.

Din pointe omkring mainstream-genrer, der også finder inspiration i tidligere tiders musik er ganske valid, men føler du, at de alternative musikalske genrer du bevæger dig indenfor, f. eks. jævnfør en dækning som den hos Daily Mail, stigmatiseres som en freak-scene, der ikke kan tages alvorligt?

- Ja, men den stereotyp kan jo spores helt tilbage til firserne. Dengang var der jo f. eks. folk, som ikke ville tage Visage alvorligt pga. Steve Stranges make-up og i stedet gik til det hele med en overfladisk holdning og således slet ikke forholdte sig til Midge Ures vidunderlige lyde og produktion og hele stemningen. Deres snæversyn kunne slet ikke kapere, at det visuelle udtryk var del af et større hele, en konceptuel livsstil, en egen æstetisk verden. At nærlytte fremfor kun at skrabe overflade ville være en god øvelse for den slags mennesker.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at jeg i forbindelse med udarbejdelse af denne artikel også kontaktede både Daily Mirror og Wave Gotik Treffen med henblik på kommentar, men ingen af dem svarede.

Noget om selvforståelse i et større perspektiv

Både Claus Larsen, Eskil Simonsson og Froxeanne taler om en følelse af at stå udenfor, ikke rigtigt at være en del af den officielle fest. Samtidig giver de også udtryk for en speciel subkulturel tilknytning, som måske nok kan anskues som en romantisk selvforståelse som anderledes og unik, men den vidner også netop om at mainstreamens musik-kanaler, for nu at udtrykke det sådan, ikke levner plads til disse subkulturelle værdinormer - eller sagt på en anden måde; hvis du vil være dig selv, så er det dit eget ansvar, her er ingen hjælp at hente. Og det kan jo være rimeligt nok, men sagen er bare, at det er det ikke. For når man tager det for givet og ganske naturligt, at der ikke spilles goth, dødsmetal eller klezmer i f. eks. P3s bedste sendetid, så er der netop absolut ikke noget naturligt i det.

Når man har en musikchef, der forsvarer sit i akkumulerende grad afsindigt snævre udvalg med, at kanalen skal være samlende for nationen, så er der jo ingen naturlov, der hævder, at det kun er Rasmus Seebach og Medina på repeat, der har dén egenskab. Med fare for at lyde politisk agiterende, så kunne man måske i høj grad stille spørgsmålstegn ved den særdeles snævre, og økonomisk motiverede, danskhed, der her er tale om. Og sat på spidsen; er man som musiker i dette land dum nok til at betale licens, så betaler man jo reelt for den rigeste del af konkurrenternes de facto-reklamekampagner i og med den ekstreme overrepræsentation – som jo lige netop finder sted på alle de andre musikudtryks bekostning; goth, dødsmetal, klezmer, etc.

I denne artikel har jeg kigget på de mørke genrer som goth, synth, industrial, etc., men jeg har fælt på fornemmelsen at andre subkulturelle, alternative eller på andre måder "nicheorienterede" musikalske udtryk har det på omtrent samme måde. Med andre ord, jeg tror desværre at problemet er langt større end som så, for jeg tror en artikel lidt som denne kunne være skrevet af mange andre med en anden alternativ musikbaggrund end lige min vinkel, der præsenteres her. Spørgsmålet er, hvor længe vi gider finde os i at det skal være sådan og hvad vi vælger at gøre ved det. Jeg er åben for forslag.