Nyhed

Gratis koncert og ny musikvideo fra Emma Acs

Sangerinden har endelig en opfølger til 2011-debuten på trapperne, og første single har nu fået sin musikvideo

Københavnske Emma Acs er nu på vej med en opfølger til 2011-debuten "Champagne". "Give In To Whatever" udkommer den 2. oktober og indeholder blandt andet singlen herunder, "Magnetic Field", der udkom i juni måned og nu har fået en tilhørende musikvideo.

Vejen til albummet har været lang og stenet til tider, forklarer Emma Acs i en pressemeddelelse.

"Jeg havde en stor nedtur efter 'Champagne', hvor jeg ikke følte, jeg ville lave musik mere. Jeg følte, at jeg hele tiden gentog mig selv, og at jeg var nødt til at lære at lave musik på en anden måde."


Det bragte Acs vidt omkring i jagten på en ny opskrift, blandt andet på turné i Europa sammen med avantgardemusikeren Jack Name, videre til USA og et samarbejde med Matt Hollywood fra Brian Jonestown Massacre og til sidst til Los Angeles, hvor hun fandt den inspiration, der skulle til for at komme videre. 

"Pludselig forstod jeg præcis, hvordan jeg kunne sammensætte musik, præcis som jeg ville. Jeg forstod, hvilke farver jeg ville skabe. Og da jeg kom hjem, vidste jeg, at jeg ville lave en plade. Før troede jeg, at jeg kun havde én stemme. Men på den her plade ville jeg også lade andre ting komme frem. Nogle gange er det som om, det er dæmoner, der synger."

Acs' nye opskrift skulle vise sig at forkaste hele idéen om én bestemt opskrift.


"Før har jeg altid haft en idé om, at der skal være en rytmeguitar ét sted, trommer ét sted og en bas et tredje. Men denne gang indspillede jeg bare en masse, og fjernede så halvdelen igen. Det var en helt anden proces – en kollage af de forskelligste ting," fortæller Acs.

Efter eget udsagn kan vi se frem til album, der er tilblevet gennem kaos og eksperimenteren, og som forener de sødeste melodier og uhyggeligste lyde som i en feberdrøm. 

Du kan opleve Emma Acs sammen med sit band, The Inbred Family, live og ganske gratis på Bremen den 11. september. Læs mere her.

ANNONCE