Nyhed

Dúné-medlem sidder sommeren over grundet tinnitus

Ole Bjørn fra Dúné må tage en pause fra gruppen, efter hans tinnitus er blevet forværret. Han deltager derfor ikke i sommerens koncerter.

Der er triste nyheder fra Dúné. Ole Bjørn, der blandt andet spiller synthesizer og guitar i gruppen, afslører i en video på Dúnés Facebookside, at han har set sig nødsaget til at tage en pause fra musiklivet på grund af tinnitus. Han medvirker derfor ikke til sommerens koncerter.

I videoen forklarer Ole Bjørn, at han har lidt af tinnitus, siden han var teenager, men at hans tilstand over de seneste par uger har taget en drastisk drejning. Til trods for forsøg på at lindre den ringende lyd for ørerne ser han sig nu nødsaget til at tage en pause fra Dúné.

Han understreger dog, at han har fuld tiltro til, at Dúnés to resterende medlemmer fra den originale line-up, Mattias Kolstrup og Piotrek Wasilewski, sagtens kan ryste, hvad end scener de spiller på uden ham så længe. "Pjotr og jeg ryster lidt ekstra med røven," forsikrer Kolstrup også spøgende i videoen.

Dúné understreger dog, at der kun er tale om en pause, og at Ole Bjørn derfor kun vil være manglende i kamp midlertidig. Han er sat til at vende stærkt tilbage.

Dúné blev dannet i 2001 af syv klassekammerater - udover de tre nævnte Cecilie Dyrberg, Malte Aarup-Sørensen, Simon Troelsgaard og Danny Jungslund. Debutalbummet "We Are In There You Are Out Here" fra 2007 skød bandet op på stjernehimlen. Efter udgivelsen af opfølgeren "Enter Metropolis" flyttede bandet til Berlin for en periode. I 2010 frafaldt det første oprindelige medlem, Cecilie Dyrberg, en udvikling der fortsatte.


Dúné medvirkede sidste år i "Toppen af Poppen" og vandt et nyt publikum. Derfor er de på "The Grand Tour", som byder på gamle Dúné-klassikere såvel som spritnye hits som "Never Be Alone" og ""Unstoppable".  Bandet ikke har været albumaktuel siden år 2013 med albummet "Wild Hearts", har drengene haft gang i forskellige musikalske sideprojekter. Mattias Kolstrup har været gæstesanger på Oh Lands sang "Åbne Hjerter", mens keyboardspilleren Ole Bjørn kører musikprojektet Gong Fellaz i samarbejde med musikeren Tim Braüner. 

I januar spillede Dúné på Train i Aarhus. Her kvitterede anmelder Silke Høj Christiansen med fire stjerner og skrev: "Dúné kan deres kram. Det hersker der ingen tvivl om. De er kendte og elskede for deres energi og karisma på scenen, og den holder maximalt hver gang. Forsanger Mattias Kolstrup agerer partystarter med sine Mick Jagger-moves, og keyboardspiller Ole Bjørn giver basarm nye dimensioner med sine svulmende biceps."

"The Grand Tour" er sat til at slutte med et brag den 11. november i Falconersalen. I morgen, fredag den 29. april, spiller Dúné med albumaktuelle Dizzy Mizz Lizzy i Tinghallen i Viborg.

Du kan se omtalte video på Dúnés hjemmeside her.

ANNONCE