Gruppen, der startede som et sideprojekt til The Floor is Made of Lava, er tilbage
Den danske rockgruppe 11th Street Kids med sanger og guitarist Lars Rock i front – også kendt som guitarist i pauseholdende The Floor is Made of Lava – er klar med en heftig musikvideo til sangen "Y.L.F." Sangen er en forløber for gruppens andet album, "Blue Skies and High Fives", som udkommer den 6. maj. Se videoen nedenfor.
I modsætning til bandets første plade, som kun tog fire dage at indspille, har 11th Street Kids brugt halvandet år på at skrive og indspille "Blue Skies & High Fives". Med en ekstra guitarist og en orgelspiller som friske ingredienser har bandet udviklet en ny lyd inspireret af navne som Bruce Springsteen og Rolling Stones i tankerne, tilsat en smule surf-rock.
GAFFAs anmelder Erik Barkman tildelte 11th Street Kids' debutalbum, "Well, What Did You Expect?" fra 2012, fire stjerner og skrev blandt andet: Engagementet og melodierne er medrivende, og så er der noget forrygende utrendy over frække indfald som den kitschede saxofon i 'One Life' og 'Under The Wheel', der næsten kunne være en Bon Jovi-ballade. Tag dén, hipstere!" Læs hele anmeldelsen her.
11th Street Kids kan opleves live følgende steder:
28. april: Huset, København
29. april: Spot Festival, Aarhus
Videoen er instrueret af Jesper Isaksen.