Vi rapporterer fra den østrigske clubbing- og ski-festival
Se flere billeder fra festivalen her
Da jeg vågnede tirsdag morgen ville jeg gerne have vidst, at jeg skulle stå sammen med en broget blanding af fulde udklædte briter og lokale Mayrhofenesere, der alle var på den ene eller anden side af den typiske festivals aldersgruppe, og se en kvabset midaldrende mand danse breakdance i en tilstand så tæt på komplet nøgen, at jeg nok havde foretrukket den totale ekshibitionisme frem for at føle mig tvunget til at lade fantasien råde over de steder, hvor g-strengen gjorde, som den skulle.
Musikken begyndte for alvor ved eftermiddag med trængsel og traven tilbage til hoteller, inden det famøse Street Party blev skudt i gang. Væk fra hovedvejen, eller party-gaden om man vil, var en lille plads i forbindelse med en skolebygning af en art, på pladsen var selvfølgelig en typisk åben scene med røgmaskiner, lasere og en mixerpult. Gemt bag pulten var et lille menneske med komisk store briller, sports-bh og en askegrå hættetrøje kækt på sned over den ene skulder formentlig for at leve op til sit provokerende kunstnernavn Dj Barely Legal. Det var ikke små lyde, der blev krænget ud til et lille publikum af varierende størrelser med festivaltypiske udklædninger. Det var bass fra junglen, og det var utroligt svært at stå stille til.
Street Party var festivalstemning, som man kender den fra solrige dage på Roskilde eller Distortion, hvor behovet for at være cool får sig et tiltrængt nøk nedad, og der bliver plads til, at man klæder sig ud. Bomberne var enten klædt ud inden for disco-temaet "Groove is in the hof" eller som en banan, et farvekridt eller Spiderman. I ved, hvordan det er. Midt i et kort øjebliks tankeløshed blev jeg råbt op af et gebrokkent kor. Autocamper-banden fra Manchester havde fundet mig midt i mylderet fra parykker og pastelfarver. Alle sammen var de klædt i nogenlunde samme uniform, dedikeret til et af Snowbombings absolutte hof-navne.
En omgang underholdning med musik ved siden af
Hvordan i alverden forklarer jeg min oplevelse med Cuban Brothers. De var bestemt ikke brødre og så afgjort ikke fra Cuba. Hver eneste år siden første Snowbombing har holdet af skotske mænd underholdt med rap, dans, sang og vittigheder i den lave ende, og 2016 var ingen undtagelse. Showet blev indledt ret så elegant med et lille hyldest-dj-sæt til nyligt afdøde Phife Dawg fra A Tribe Called Quest og Maurice White Fra Earth, Wind and Fire. Herfra var der ellers bare festivitas i bæltehøjde.
Miguel Mantovitas er gruppens definitive hjørnesten, og det er hans komiske timing under de improviserede mellemstykker, der gør Cuban Brothers til et act, man let kan more sig over og føle sig underholdt af. Gutterne er et mærkeligt levn fra 90'ernes musikalske skyggesider med deres politisk ukorrekte parodier på minoriteter og en ukritisk hengivenhed til disco-karaoke, b-boy-kultur og cabaret-komik. Manden, hvis rigtige navn er Mike Keat, er dog fuldstændig til stede i sin karakter, uanset om han hopper ned og griber fat i publikum, mens han synger og rapper halvdårligt, om han griber sig selv på lemmet og udbryder "the feeling is nice, allow it", eller om han twerker sin kønsbehåring frem bag en g-streng med svanehovede. Sådanne oplevelser er kernen i festivaler, man vender tilbage til år efter år.
Jungles syv medlemmer fyldte scenen rigtig godt ud, og deres særegne firstemmige funk-lyd trængte fint igennem på et system, der var indstillet til tramp og bass-arm. Eftersom indtrykket af de skotske cubanere stadig sad i kroppen, kom den britiske septet nemt til at virke lidt fraværende på trods af stort set fejlfrie harmonier og overbevisende leveringer af sange som "Busy Earnin" og "Son Of A Gun". Groove Armadas dj-sæt var ligeledes enormt professionelt, koldblodigt og lige på og hårdt med velkendte house-rytmer, der blev pebret fra tid til anden med et lille skud af New Orders "Blue Monday" eller Florence Welshs episke stemme.
Fra klub til klub
Efter gadefesten var overstået var det tid til at vandre lidt rundt på må og få, og med må og få mener jeg ned til den underjordiske tennis-klub, der i løbet af Snowbombing var forvandlet til en stor kælder-clubbing-klub. Der var en massiv kø til at komme ned i det blinkvist oplyste mørke, og det er ikke svært at forstå, når man tænker på, at Racket Club muligvis er den eneste permanente scene med en ordentlig følelse af koncert og festival. Ved siden af nedgangen til Racket Club lå en overdækket terrasse i club-størrelse og husede Threehaus-scenen, og her spillede Jamie Jones ganske uannonceret et lille totimers dj-sæt med en ekstra funky og melodisk version af sin særligt indbydende techno. Under halvtaget var der plads til bord og stole og bar og grill, og her kunne jeg stå og nyde en cheeseburger, der var ugideligt smidt sammen af en ugidelig østriger, hvis øjne var oplyst af et had til nymoderne musik, og hvis rynkende overskæg havde en farve i retningen af opgivende hvid og friturebrun.
I den helt anden ende af party-straße lå den egentlige klub kaldet Bruckn' Stadl. Det var ikke umiddelbart Snowbombernes foretrukne sted, når man så denne hjemlige og halvtomme klub med et look som de danske værtshuse, der lige har fået indrettet et dansegulv og en mixerpult. Her stod en dj, hvis kunstnernavn er Heidi. Et halvkedeligt Madonna-remix trommede ud til rastløse ben på dansegulvet, men knap nok ud i til den travle rygergård. Gemt bag baren tættest på dansegulvet var et lille grillhjørne, der solgte döner-kebab, for der er nok ingen problemer i at servere snasket grillmad direkte til dansegulvet.
Kælderklubben Arena var af en lidt anden kaliber og serverede hårdtslående og eksperimenterende d'n'b fra det øjeblik, Farhad stillede sig bag knapperne og afprøvede dansegulvet. Det var dog først med The Upbeats, at den natklub-lignende natklub tog fart med tiltrængt variation, godt med Spor-wobble og en masse mesterlig mixing og jernhårde bass-drops, der for af sted. Dagens største overraskelse kom med et impulsivt back-to-back-sæt fra Netsky og Wilkinson, der på trods af gentagelser fra mandagens Racket Club-optrædener levede op til at være lidt af en våd drøm for drum 'n' bass-fans. Snowbombing-festivalen begynder så småt at tage form.
Se flere billeder fra festivalen her
