Nyhed

Se: Major Lazers rørende fødselsdagshilsen til MØ

I går var det hit-sangerindens 28-års fødselsdag, og i den anledning modtog hun en videohilsen fra Major Lazer over Facebook

I går kunne Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen – bedre kendt som hele verdens MØ – fejre sin 28-års fødselsdag. I den anledning modtog hun en rørende videohilsen fra Major Lazer-vennerne, som hun da også har storhittet med på "Lean On" og senest "Cold Water". Se videohilsnen her forneden.

Diplo & co. har lavet en lille montage af MØ på og af scenen, og man kan levende forestille sig, at der ligger masser af fælles minder og gode historier bag den varme hilsen.

Det er også præcis et år siden, at MØ og Major Lazer nærmede sig den amerikanske hitlistes forgyldte top med hittet "Lean On". Sangen er skrevet af MØ, Major Lazers bagmand Diplo, DJ Snake, Philip Meckseper og Martin Bresso og produceret af Diplo og DJ Snake.

Sammen med Lukas Graham kunne MØ dermed gøre krav på dansk musiks største succeshistorier i udlandet i 2015. Og det tegner allerede nu til, at MØ kan fortsætte opturen i 2016. Hun medvirker nemlig også på Major Lazers seneste hit, "Cold Water", sammen med Justin Bieber.

Nummeret er en forløber for Major Lazers kommende album, "Music is the Weapon", som udkommer til august-september.

Om samarbejdet med MØ fortæller Diplo til Rolling Stone: "Du ved, om noget er autentisk eller ikke. Jeg følte, at hun var så tvetydig, er vokset op med at synge både pop og punk. Hendes ordvalg og hendes metaforer er så anderledes end amerikanske sangskrivere, som har det med at bruge de samme ord igen og igen."

Det er efterhånden tradition for MØ, at hun rammer toppen af kransekagen til sin fødselsdag, og lad os håbe, at hun fortsætter med det. GAFFA-redaktionen ønsker hermed MØ forsinket tillykke med fødselsdagen!

Se Major Lazers hilsen til hit-sangerinden her:

ANNONCE