Nyhed

Se charmerende, Jørgen Clevin-inspireret video fra dansk sangskriver

Sangeren fra Mother Lewinsky er aktuel med sangen og videoen 'Velkommen til verden'

Den danske sanger og sangskriver Marc Facchini (også kendt som sanger i Mother Lewinsky og hedengangne Mescalin, Baby) er i dag aktuel med singlen 'Velkommen til verden', en hymne og en vuggevise til verdens nyfødte, med en charmerende tegnet, Jørgen Clevin-inspireret video af Vera Sianna. Se videoen nedenfor. 

Senere på måneden skal Facchini varme op for Kim Larsen foran 9000 publikummer på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg.

– Jeg er kommet i den alder, hvor mine venner så småt er begyndt at få børn. 'Velkommen til verden' er en vise, som dels fungerer som fødsels-hymne til et lille barn, og dels rummer de eksistentielle tanker som banker rundt oppe i mit eget hoved i forbindelse med, hvad det vil sige at sætte børn ind i den verden, vi befinder os i for tiden.


Sådan beskriver Marc Facchini sin nye single, 'Velkommen til verden'. Nummeret er det første resultat af samarbejdet med Lukas Rasmussen og Neill C. Furio, to producere, som hver især har produceret så forskellige artister som Synd & Skam, Tidlige Armbånd, Ida Gard og Claus Hempler. Den unge visesangers allerede udgivne materiale og heftige solokoncert-aktivitet har allerede vækket en vis genklang rundt om i det danske land. Eksempelvis er Marc Facchini blevet udpeget af selveste Kim Larsen til at supporte ham ved en stort anlagt udendørs koncert på Rosenfeldt Gods den 27. maj.

Om denne mulighed udtaler Marc Facchini:

– Det er en kæmpe ære at få lov til at varme op for en kunstner som Kim Larsen. Det er folk som ham og d'herrer Olsen, Hausgaard, Toftlund og Dissing, som jeg håber på at kunne gå i fodsporerne på ved at skabe noget musik, som på samme tid behager, udfordrer og i sidste ende får os til at blive mere taknemmelige, kærlige og bevidste mennesker.


Siden 2010 har Marc Facchini spillet over 150 koncerter i ind- og udland med forskellige grupper, blandt andre Mother Lewinsky og Mescalin, Baby. Med den erfaring i ryggen satte han i 2014 sit soloprojekt i søen. 

Debutpladen "Vidunderlige drømme" udkom i oktober og byder på bidrag fra gæstemusikere fra Gnags og Love Shop. Til koncerten med Kim Larsen på Rosenfeldt Gods den 27. maj spiller Marc Facchini med et backingband bestående af Nikolaj Montin, Rasmus Block, Moogie Johnson og Torben Westergaard.


ANNONCE