Den danske sanger og sangskriver er til januar endnu engang albumaktuel. Fra det kommende album har vi netop fået førstesinglen "Ansigt i ruden".
Den danske sanger og sangskriver Jonas Breum har netop udgivet førstesinglen "Ansigt i ruden" forud for sit kommende tredje studiealbum "Endelig fri", der udkommer den 27. januar 2017.
I videoen ser vi et tegnet ansigt på papir, der fra at have været helt udbrændt, gradvis bliver gendannet, eftersom videoen afspilles bagfra.
Du kan se videoen i klippet herunder.
Teksterne på det nye album, og på denne førstesingle, er baseret på henrettede, amerikanske dødsfangers sidste ord – et autentisk kildemateriale, som sangskriveren stødte på i vinteren 2015 og straks gik i gang med at omsætte til nye, dansksprogede sange.
Om førstesinglen siger Jonas Breum selv: ""Ansigt i ruden" er baseret på ord fra en dødsfange, der begik knivdrab på to unge kvinder i 1986. Hans statement er så fyldt med anger og længsel efter forsoning, at det er både ubærligt og gribende."
Jonas Breum albumdebuterede i 2012 med "Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod". Han udgav sit seneste album "Vin Og Våben" i april 2015, og den 27. januar 2017 er han albumaktuel igen med albummet "Endelig fri".
Hør sangen på diverse streamingtjenester