Nyhed

Baby Dee giver koncerter i København og Aalborg i næste uge

Amerikanske Baby Dee aflægger Danmark besøg i næste uge, hvor hun giver koncert i Huset-KBH samt Huset Aalborg.

Baby Dee gæster København og Aalborg i næste uge og giver koncert på henholdsvis STAGE i Huset-KBH (onsdag den 12. oktober) samt i Huset Aalborg (fredag den 14. oktober). Billetter kan købes via spillestedernes hjemmesider.

Den amerikanske sangerinde og musiker, som også aflagde netop København og Aalborg visit sidste år, har udgivet i alt seks studiealbum fra og med debutalbummet ”Little Window” i 2001. Baby Dee var senest aktuel med albummet ”I Am a Stick”, der udkom via det britiske pladeselskab Tin Angels Records i marts måned sidste år.

De musikalske kerneelementer, som den 63-årige kunstner primært beskæftiger sig med, er harpe-, klaver- og harmonikaspil, hvilket harmonerer og bearbejder de bredtfavnende sangtekster, der udspringer sig i en poetisk og kærlighedsfyldt verden.


Transkønnede Baby Dee har tidligere arbejdet med kunstnere som Antony and the Johnsons, Current 93 og Bonnie "Prince" Billy – og har i øvrigt været skovhugger og levet som kirkeorganist, cirkusartist og harpespillende gademusiker iklædt bjørnekostume og trehjulet cykel.

Varm op med nummeret "A Morning Holds A Star" fra 2010-albummet "A Book of Songs for Anne Marie":


ANNONCE