Nyhed

Lyt: Kings of Leon slipper ny single fra kommende album

Bandet er ved at være tilbage i topform efter tre års pause siden albummet “Mechanical Bull”.

Den 14. oktober udgiver Kings Of Leon deres syvende studiealbum “Walls” via Columbia Records, men allerede nu er bandet klar med ny musik til sine fans. I går uploadede Kings Of Leon nemlig albummets første single “Waste A Moment” på YouTube, en sang som du kan høre ved at trykke på billedet over artiklen.

Taget Kings Of Leons op- og nedture i betragtning er det oplagt, at “Walls” første single “Waste A Moment” handler om at stoppe op og leve i nuet. Da Kings Of Leons succes toppede, bristede bandets interne bånd langsomt, fortæller forsanger Caleb Followill til NME.

“Efter et stykke tid var ikke sådan, at “jeg skal lave et interview med min bror”, det var “jeg skal lave et interview med trommeslageren,”” siger Caleb Followill om, hvordan bandets medlemmer gik fra at være venner til at være forretningspartnere.


“Der var mange tidspunkter, hvor vi ikke talte. Vi bevarede ikke vores venskab og broderskab,” uddyber Caleb Followill. Bandmedlemmerne havde fået råd til rejse hver for sig, og det gav frihed og privatliv, dog på bekostning af tætte venskaber. Kings Of Leon-medlemmerne tæller vokalist og guitarist Caleb Followill, trommeslager og perkussionist Nathan Followill, bassist Jared Followill og guitarist Matthew Followill. Caleb, Nathan og Jared Followill er brødre og fætre til Matthew Followill.

“Walls”, hvis titel eftersigende skulle være en forkortelse af “We Are Like Love Songs”, er produceret i Los Angeles af Markus Dravs, der også er producer for Coldplay og Arcade Fire. Kings Of Leons seneste album er “Mechanical Bull” fra 2013.

ANNONCE