Nyhed

Se smuk musikvideo fra koncertaktuelle Katrine Stochholm – ude i naturen

Den tidligere Under Byen-pianist og komponist er klar med videoen til titelsangen fra debutalbummet "Danser til radio"

Den aarhusianske sangerinde og sangskriver Katrine Stochholm er aktuel med en ny, smuk musikvideo til sangen "Danser til radio", titelnummeret fra hendes debutalbum, som udkom i november 2016. I videoen ser man Stochholm i smukke naturoptagelser omkring Hald ved Viborg. Se videoen nedenfor.

Katrine Stochholm var fra 1995-2004 pianist og komponist i den meget roste gruppe Under Byen og udgav i 2012 en ep med det engelsksprogede projekt Islets of Dust. Debutalbummet er præget af både akustiske og elektroniske instrumenter og rummer såvel fortolkninger af 1800-talsdigte som egne tekster, og "Danser til radio" hører til sidstnævnte kategori.

Katrine Stochholm kan opleves live torsdag den 2. marts, hvor hun varmer op for Fallulah i Musikhuset Aarhus.


Da Katrine Stochholm udgav debutalbummet, bragte GAFFA et interview med hende, hvor hun blandt andet forklarede, hvorfor albummet hedder "Danser til radio"

– Jeg synes, det lyder vildt godt at sige ”Katrine Stochholm Danser til Radio”. Jeg synes, det er vigtigt, at titlen ikke bliver for tungsindig; jeg kan godt lide det uhøjtidelige og sprælske. Jeg håber også, nogle af sangene kan blive spillet i radioen. ”Fugle krybdyr rovdyr padder” har for eksempel ligget på P3’s Barometeret i seks uger, og ”En dejlig aften” er blevet spillet 80.000 gange på Spotify. Det er ikke kalkuleret til radioen, for jeg vil gerne være tro med det kunstneriske udtryk, men at det så bliver spillet, er jo bare megafedt.

Læs hele interviewet her.


Se videoen "Danser til radio":

ANNONCE