GAFFA.dk – alt om musik
Det er knap tre måneder siden, at Benal udkom med deres seneste single "Nu her" - og nu smider de endnu et nummer på gaden.
"Tænker lidt på dig" er titlen på den nye single fra duoen. Nummeret er lavet i samarbejde med Wads.png - forsangeren fra Phlake, Mads Bo Iversen. På nummeret synger Mads på dansk i modsætning til Phlakes mange engelsksprogede hits.
LÆS OGSÅ: Benal – electropoesi med voksenpondus
Benal består af rapper Benjamin Hav og producer og dj Albert Wanscher. Benal udgav deres debutalbum Nu i 2016 og efterfølgeren Hvis det virkelig er vigtigt i 2017. Sidstnævnte et album, som GAFFA kårede til ét af de bedste i 2017 og anmeldte albummet med fem ud af seks stjerner. Forinden de to albums havde hiphop-duoen udgivet de tre ep'er: Baby (2013), Hiphop (2014) og Hvad med nu? (2014).
LÆS OGSÅ: Livet er Benalt
Tidligere på måneden spillede Benal på den fynske festival Heartland, en koncert som GAFFAs anmelder Andreas Vedel Jensen skrev følgende om: "Som syltet ingefær mellem sushistykkerne, altså som en smagsløgsrenser, kom Benal ind på Heartlandet med forfriskende og vild energi."
Benal er i sandhed en duo, som bringer frisk energi til hiphop-scenen, som også kan høres på den nye single. Desuden spiller duoen på årets Roskilde Festival den 6. juli på Arena-scenen, hvor der vil være en god chance for at høre det nye nummer.
Lyt til den nye single herunder.