Nyhed

Avantgardekomponisten og guitaristen Glenn Branca er død

GAFFA.dk – alt om musik

I 1996 gav han en meget larmende optræden for blandt andre dronning Margrethe

Den anerkendte amerikanske avantgarde-/støjrock-guitarist og -komponist Glenn Branca er død af halskræft, 69 år gammel, beretter NME.

"Glenn Branca døde i sin søvn sidste nat grundet halskræft", udtaler Brancas kone Reg Bloor i en pressemeddelelse og fortsætter:


"Jeg føler mig taknemmelig for at have været i stand til at bo og arbejde med sådan en fantastisk kilde til idéer og kreativitet i de sidste 18 et halvt år. Hans musikalske output var en brøkdel af de idéer, han havde på en given dag. Hans indflydelse på musikverdenen kan slet ikke gøres op."

Branca grundlagde i 1977 New York-bandet Theoretical Girls, som dog kun nåede at udgive en enkelt single i deres levetid, før de stoppede i 1981. Samme år udgav Branca sit første soloalbum, The Ascension i 1981.

LÆS OGSÅ: Glenn Branca og Stephen O'Malley: Planeten, Huset-KBH

I 1982 etablerede han pladeselskabet Neutral Records, som året efter udgav det første album med Sonic Youth, efter at gruppens guitarister Thurston Moore og Lee Ranaldo blev introduceret til hinanden af Branca.


Branca forblev en indflydelsesrig kultfigur i hele sit liv, og hans talent blev hyldet af blandt andre David Bowie, der havde The Ascension på en liste over sine 25 favoritalbums.

Blæste ørerne af dronning Margrethe og Thorkild Simonsen

Glenn Branca har flere gange givet koncert i Danmark. Peter Ramsdal, der i dag er leder af spillestedet Paletten i Viborg og i mange år var redaktør på GAFFA, så Glenn Branca optræde til gallaåbningen af Aarhus Festuge i Musikhuset 1996. Til stede var blandt andre dronning Margrethe, og det var en oplevelse, der gjorde indtryk.


– Det var dengang, festugen åbnede med et udvalg af det, man kunne opleve senere under festugen, og der optrådte Branca med sit uddrag af en symfoni for 18 elektriske guitarer. Inden han gik på scenen, var der noget børneteater, og allerede der kunne man høre nogle guitarer larme i kulissen. Da han kom på scenen, præsenterede han og hans 18 guitarister en mur af guitarstøj, som var infernalsk høj og varede cirka 10 minutter. Det var uudholdeligt, så alle i salen stak fingrene i ørerne, undtagen dronning Margrethe og Aarhus' daværende borgmester Thorkild Simonsen, som sad ved siden af hinanden på forreste række. Det var tydeligt, at de syntes, det ville være uhøfligt at holde sig for ørerne, så de holdt pinen ud, siger Peter Ramsdal og fortsætter:

– Det er det højeste lydniveau, jeg nogensinde har oplevet til en koncert, bortset fra engang, hvor jeg så Swans på Husets Musikteater (hvor VoxHall ligger i dag, red.). Jeg så også Glenn Branca spille senere i festugen, hvor han optrådte på den åbne Univers-scene på Store Torv ved domkirken, men jeg oplevede første del af koncerten hjemme fra min daværende lejlighed i Rosenkrantzgade adskillige hundrede meter derfra. Lyden gik fint igennem på trods af de mange bygninger imellem.

Er Glenn Branca ellers en kunstner, du har dyrket?


– Ikke rigtigt. Jeg har lyttet meget til Helmet, Sonic Youth og Swans, hvor flere medlemmer har spillet med Branca, men lige ham selv synes jeg var lidt for avantgardistisk til min smag.

Glenn Branca er efter sin død blandt andet blevet hyldet af Thurston Moore og musikeren, skuespilleren og maleren John Lurie:

 

ANNONCE