GAFFA – alt om musik
60’er-soulsangeren, den banebrydende transkønnede performer Jackie Shane er død i en alder af 78, skriver NME
Jackie Shanes pladeselskab bekræfter nu, at sangeren døde i sin søvn tidligere på ugen. Shane blev tidligere på måneden nomineret til en Grammy for Bedste Historiske Album for sit bokssæt Any Other Way, opkaldt efter sangerens bedst kendte hit fra 1963.
Jackie Shane blev født i 1940 i Nashville, Tennessee, og i en alder af 13 opfattede hun sig selv som en kvinde født i en mands krop. I en Billboard-artikel fra sidste måned fortæller Shane om sin opvækst, om at iklæde sig dametøj i en ung alder og den store mængde opbakning, hun mødte fra sin mor og sine omgivelser generelt:
”Selv i skolen havde jeg aldrig nogen problemer. Folk har accepteret mig.”
Shane flyttede til Toronto, Canada i 1960’erne, hvor hun blev en succesfuld r&b- og soulsanger. Hendes version af William Bell-sangen ”Any Other Way” blev i 1963 et regionalt hit i Toronto, og efter en genudgivelse blev singlen et moderat nationalt hit 1967.
Sangeren trak sig dog tilbage fra musikbranchen i starten af 1970’erne og har levet uden for mediernes søgelys siden da. Dog opstod der fornyet interesse omkring Shane, da Canadian Broadcasting Company udgav en lyddokumentar ved navn I Got Mine: The Story of Jackie Shane i 2010. I 2017 samlede Shanes pladeselskab Numero Group desuden hendes bagkatalog i bokssættet Any Other Way, som blev nomineret til en Grammy tidligere i februar.
I et interview med The Associate Press fortalte Shane, at hun var glad for den fornyede interesse for sin musik: ”Jeg er blevet opdaget. Det var ikke, hvad jeg ønskede, men jeg har det godt med det. Efter al den tid var folk stadig interesserede. Og nu er der de folk, der opdager mig, og det er overvældende”.
Rocksangeren Benjamin Booker fortalte i et interview fra 2014 med den canadiske musikjournalist Nardwuar, at ”Any Other Way” er en af hans yndlingssange. Tv-personlighed RuPaul og sanger Janelle Monáe har hyldet Jackie Shane på Twitter i forbindelse med hendes død:
Jackie Shane, Transgender Pioneer of 1960s Soul Music Has Left For Paris https://t.co/9Ocoq2tiCH pic.twitter.com/rM9kZWfHg3
— RuPaul (@RuPaul) 23. februar 2019
LONG LIVE JACKIE SHANE pic.twitter.com/BsWs5Ref2N
— Janelle Monáe, Cindi (@JanelleMonae) 23. februar 2019
Hør Jackie Shanes største hit, "Any Other Way" fra 1963: