Nyhed

Den uheldsramte Woodstock-festival har fundet en ny lokation

GAFFA – alt om musik

Er tilsyneladende reddet tre uger før festivalstart

Tre uger før festivalstart 16. august har den uheldsramte 50-års jubilæumsudgave af Woodstock-festivalen omsider fundet en ny festivalplads. Festivalen skal nu finde sted i amfiteatret Merriweather Post Pavilion i Columbia i staten Maryland mere end 400 kilometer fra den oprindelige festivalplads på racerbanen Watkins Glen i staten New York, skriver New York Times.

Arrangørerne har dog stadig visse udfordringer, blandt andet at stedets kapacitet kun er 32.000 personer, hvor man oprindeligt havde budgetteret med 65.000 gæster. Billetsalget er da heller ikke begyndt endnu. Arrangørerne bekræfter over for New York Times den nye aftale, men ikke at de oprindeligt annoncerede navne vil optræde, da deres kontrakt kun gælder den oprindelige festivalplads i New York, og de kan have problemer med at nå frem rent fysisk. Ifølge New York Times er de planlagte kunstnere allerede blevet betalt – i alt med 32 millioner dollar – og de har sandsynligvis ret til at beholde pengene, uanset om de optræder eller ej.


Festivalen byder – efter planen – på navne som Jay-Z, Miley Cyrus, The Racounteurs, Chance the Rapper, John Fogerty (der også optrådte ved den oprindelige Woodstock-festival) og mange flere. The Black Keys, som var annonceret, har dog trukket sig grundet "planlægningsproblemer". 

Festivalen har flere gange været ramt af store problemer. I april trak den oprindelige hovedinvestor, marketingvirksomheden Dentsu, sig ud af festivalen. I maj fandt arrangørerne dog en ny investor, Oppenheimer & Co., men i juni mistede festivalen sin tilladelse til at blive afholdt på racerbanen Watkins Glen, som det oprindeligt var planlagt, da arrangørerne ikke kunne betale 150.000 dollar i depositum og også manglede en sikkerhedsgodkendelse fra sundhedsmyndighederne i staten New York.

I sidste uge afviste et udvalg under byrådet i byen Vernon i staten New York så at lade festivalen afholde på væddeløbsbanen Vernon Downs, selvom væddeløbsbanens ejer havde sagt god for planerne. Umiddelbart herefter trak produktionsselskabet Virgin Produced sig ud af festivalen.


New York-indiebandet Animal Collective har i øvrigt opkaldt deres meget roste 2009-album efter Merriweather Post Pavilion. 

LÆS OGSÅ: Forvirring: Bliver Woodstock-jubilæumsfestivalen aflyst?

Den oprindelige Woodstock-festival i 1969 præsenterede kunstnere som Jimi Hendrix, Janis Joplin, Sly & the Family Stone, The Who, Grateful Dead og mange flere og tiltrak mere end 400.000 gæster til inkarnationen af hippiedrømmen om fred og kærlighed.


Både i 1994 og 1999 blev der holdt henholdsvis 25- og 30-års jubilæumsudgaver af festivalen. I 1979 og 1989 blev festivalens 10- og 20 års jubilæum markeret med enkeltstående koncertdage, og i 2009 blev 40-året hyldet med en amerikansk turné.

Ironisk nok måtte den første Woodstock-festival i 1969 også flytte lokalitet kun en måned før festivalstart grundet lokale protester. Alligevel blev festivalen en stor succes, om end en stor del af publikum kom gratis ind ved at kravle gennem huller i hegnet. Arrangørerne tabte mange penge, men tjente dem ind igen på indtægter fra den succesfulde dokumentarfilm om festivalen.

 


ANNONCE