Nyhed

VIDEOPREMIERE: Danske Aisha synger om at blive holdt hen i dating-verdenen

GAFFA – alt om musik

“Hvis man er single og aktiv på Tinder, så genkender man måske følelsen af at blive holdt hen med breadcrumbing"

Den danske soulpopsangerinde Aisha er klar med videoen til sin nye single, "Fortæl". En sang om at miste grebet i grebet i datingverdenen og første udspil fra hendes kommende ep. Singlen udkommer i morgen den 15. marts på alle digitale platforme, men allerede nu kan du høre sangen og se videoen ovenfor.

Aisha har tidligere været korsanger for Savage Rose gennem ni år, været sangerinde i Nomadix og er nu solist. Hendes nye single har hun egenhændigt skrevet, komponeret og produceret, og den udkommer på hendes eget selskab, Black Box Records.


“Hvis man er single og aktiv på Tinder, så genkender man måske følelsen af at blive holdt hen med breadcrumbing. En lille Snap, en hot selfie, en sød besked, der holder en til ilden i en relation, der måske i bund og grund ikke fører nogen vegne. Det kan være et ret krævende sted at befinde sig,” fortæller Aisha og fortsætter:

“Det er den følelse, jeg forsøger at beskrive – ikke at vide, om man er købt eller solgt. Følelsen af at være holdt hen alt for længe og trods sin sårbarhed tage mod til sig og kræve et svar og en afklaring. Banalt, men ret universelt for singler i dag,” forklarer hun.

Aisha solodebuterede i 2012 med albummet Deeper Than Roots (2012), hvorfra tre singler lå i rotation på P4, blandt andet "No One Loves Me Better". Tilbage i 2008 udgav hun sammen med Nomadix albummet Tracks of the Wanderer (2008), hvorfra tre singler lå i rotation på P3, blandt andet "Cagebird" feat. Al Agami, og tilbage i 2006 fik de fem stjerner af GAFFA på Spot Festival.


LÆS OGSÅ: Blød poppet soul med en snert af skiftevis folk, reggae og blues

Aisha har rødder på både Mors og i Somalia og har optrådt i store dele af verden, fra Island til Ghana. Hun har turneret og indspillet med forskellige internationalt anerkendte kunstnere som Tanya Stephens, Junior Kelly, BB Seaton og The Savage Rose.

Aisha har desuden stiftet og driver Unikke Stemmer, hvor hun organiserer og underviser i sanskrivningsworkshops rettet mod unge piger i udsatte boligområder.


 

ANNONCE