Nyhed

Mötley Crüe er tilbage – og afslører, hvad der fik dem samlet igen

GAFFA.dk – alt om musik

Bandmedlemmerne havde egentlig underskrevet en kontrakt om, at deres koncert nytårsaften 2015 skulle være deres sidste sammen. Nu vender Nikki Sixx og co. fuldstændig på en tallerken. 

Efter at rygterne mandag eftermiddag begyndte at spredes omkring en eventuel genforening, gik bandet selv ud og bekræftede nyheden gennem en pressemeddelelse og en meget speciel video. 

I pressemeddelelsen oplyses det blandt andet, at det var sucessen omkring Netflix-biopic'en The Dirt: Confessions of the World’s Most Notorous Rock Ban, som fik overbevist Mötley Crüe om at stimle sammen igen. 


LÆS OGSÅ: Klichéerne står i kø, når historien om Mötley Crüe endelig filmatiseres

Bandet spillede ellers det, som skulle have været deres allersidste koncert i karrieren nytårsaften 2015 i Los Angeles. Dette var sidste dato på bandets Final Tour, og bandmedlemmerne Vince Neil, Nikki Sixx, Mick Mars og Tommy Lee fik på daværende tidspunkt en hel del opmærksomhed, fordi de underskrev en kontrakt, der tilkendegav, at de herefter aldrig måtte tage på turné under navnet Mötley Crüe.

Desuden udtalte Tommy Lee i et interview med Rolling Stone fra 2014 i forbindelse med afskedsturnéen, at: "Det vigtigste med en afskedsturné er, at bandet ikke lyver for fansene og kommer tilbage igen efter nogle år. Det har også været vigtigt for os at planlægge, hvornår det er det rette tidspunkt at give sig".


Men som bekendt har man et standpunkt, til man tager et nyt, og dette gør sig også gældende her. I førnævnte video fra bandets officielle YouTube-kanal sprænges førnævnte kontrakt ligefrem i småstykker. 

Desuden kunne Rolling Stone mandag afsløre, at bandet planlægger en større stadionturné i 2020 med Def Leppard og Poison.


Mötley Crüe selv har endnu ikke bekræftet, om den bebudede turné rent faktisk kommer til at finde sted, og om den i så fald eksempelvis ville komme forbi Europa og Danmark. Men med de sidste opdateringer fra bandet in mente skulle man tro, at kilderne fra musikmagasinet har en vis troværdighed. 

ANNONCE