x
Mötley Crüe: The Dirt

Mötley Crüe
The Dirt

Klichéerne står i kø, når historien om Mötley Crüe endelig filmatiseres

GAFFA

Film / Netflix
Udgivelse D. 22.03.2019
Anmeldt af
Tord Litleskare

Filmatiseringen af bestselleren The Dirt: Confessions of the World’s Most Notorous Rock Band har været undervejs siden 2006. Til sidst var det Netflix, som endte med filmprojektet, der ligesom mange andre rockfilm skuffer på flere punkter.

Ligesom mange andre rockinteresserede teenagere i starten af 00’erne slugte jeg Neil Strauss-bogen The Dirt: Confessions of the World’s Most Notorious Rock Band. Hver side i bogen berettede om voldsomme historier fra Sunset Strip i Los Angeles; om rockgruppens vilde turnéliv, deres møder med fans, heroinoverdoser, vold, sygdom, dødsfald og alkoholisme.

Jeg blev fascineret, og også lidt chokeret, over historien, som bogen præsenterede om Mötley Crüe og det succesfulde rockbands medlemmer Nikki Sixx, Vince Neil, Mick Mars og Tommy Lee, og husker, at jeg allerede dengang tænkte: ”Denne historie må filmatiseres”.

Hele 18 år efter bogen blev udgivet, står vi nu med et filmprojekt, som mange aldrig troede ville blive en realitet.

Allerede i 2006 blev filmrettighederne købt af Paramount og MTV og ni år senere overtaget af Focus Features, før projektet til slut endte hos 10th Street Entertainment og LBI Entertainment med en distributionsaftale hos Netflix.

Overfladisk præg

Den første ting først: Det føles temmelig rart at se The Dirt i kølvandet på #MeToo. Dette ser også ud til at være nået ud til de aktører, som filmen portrætterer. Mötley Crüe-bassist Nikki Sixx gik for nyligt ud og beklagede en hændelse, som blev beskrevet i bogen – en hændelse, som mange nok vil mene grænser til voldtægt.

LÆS OGSÅ: Mötley Crüe-bassist undskylder bandbiografis voldtægts-historie

Der vil garanteret blive skrevet en del kronikker og kommentarer om filmen efter dagens premiere på Netflix. Jeg skal forsøge at holde mig til, hvordan historien præsenteres, og hvordan The Dirt fungerer som film.

Man må bare konstatere, at selvom The Dirt i høj grad lægger sig op ad kildematerialet, er der en gigantisk forskel på den litterære præsentation og filmen som udtryksform. I lighed med frygtelig mange biografiske film prøver også denne at gabe over vældig meget i løbet af spilletiden på knap to timer. Og den lider helt klart under det.

Tingene sker meget hurtigt. Selv om The Dirt, i højere grad end for eksempel sidste års Bohemian Rhapsody, prøver at vise bandets udvikling, betjener den sig også lejlighedsvis af den mere end fortærskede formel med hyppig brug af montager, hurtig klipning og et narrativ, der bærer præg af kun at bevæge sig på overfladen.   

LÆS OGSÅ: "Bohemian Rhapsody" topper blandt de bedste musikfilm  

Dette gælder også, når der kredses om mere alvorlige tematikker såsom ulykken, da Hanoi Rocks-trommeslageren Nicholas ”Razzle” Dingleys omkom, Nikki Sixx’ voldsomme heroinmisbrug eller kræftsygdommen, der ramte Vince Neils datter.

Anmeldelsen fortsætter under traileren

Vanskeligt ikke at rulle med øjnene

Klichéerne står i kø, både når det kommer til dialogen i filmen og fortællerstemmen (som deles mellem de fire bandmedlemmer). Nogle gange er det slet og ret vanskeligt ikke at rulle med øjnene over de mange ”dude”- og ”broh”-udbrud fra karaktererne i filmen. Mere vellykkede greb er hentet fra andre film i genren, såsom når karaktererne lejlighedsvist bryder den fjerde væg (taget lige ud af lærebogen fra den langt mere seværdige 24 Hour Party People fra 2002) og henvender sig direkte til seeren.

Andre anekdoter og historier, som jeg lo ad som teenager føles bare triste og patetiske i dag, særligt scenen med Ozzy Osbourne.

Jovist, The Dirt byder lejlighedsvist på fin underholdning og et par seje scener med bandet i aktion, men jeg kommer ikke bort fra, at bogen sandsynligvis ville have fungeret bedre som film såfremt instruktør Jeff Tremaine hellere havde koncentreret sig om for eksempel to eller tre år af bandets levetid frem for alle de individuelle medlemmers historier over mange år.

Alternativt kunne man have satset på serieformatet og udfoldet historien over flere sæsoner. Det kunne have været interessant.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA