GAFFA.dk – alt om musik
Den nye dato bliver 30.-31. oktober 2020
Den aarhusianske festival RECession, der var planlagt at skulle finde sted den 29.-30. maj, har valgt at udskyde festivalen som følge af COVID-19-krisen og regeringens forlængelse af forbuddet mod større forsamlinger til og med 31. august. Festivalen finder nu sted den 30.-31. oktober 2020, om hvilket festivalen udtaler:
“Vi har besluttet at lave en nødplan og prøver med de nye datoer i oktober, og vi vil meget gerne opfordre publikum til at gemme deres billet og bruge den i oktober. Skulle det ikke være muligt og er der spørgsmål, så kontakt os via vores hjemmeside”.
LÆS OGSÅ: Sådan reagerer festivalerne på Mette Frederiksens forbud
Udskydelsen har forårsaget et afbud fra det amerikanske band Health, som skulle have spillet på årets RECession Festival. Et band, der nu bliver erstattet af danske bands i oktober, heriblandt netop offentliggjorte PowerSolo.
PowerSolo er en dansk rock'n'roll-gruppe, der i mange år var ledet af brødrene Kim Hjorth Jeppesen (Kim Kix) og Bo Hjorth Jeppesen (Atomic Child). Siden 2018 har Kim Kix dog stået alene i spidsen. PowerSolo har udgivet i alt ti album, senest opsamlingen Seven Inches From Heaven, der udkom på Crunchy Frog i februar 2020. PowerSolo har turneret verden rundt og har da også leveret musik til internationale reklamer såsom Coca-Cola, Heineken, Honda samt til film og tv-serier som Nordkraft, Klovn, I Want Candy, American Horror Story og True Blood.
LÆS OGSÅ: PowerSolo svarer på læserspørgsmål
Blandt allerede annoncerede navne til dette års RECession Festival finder vi nu PowerSolo, Speaker Bite Me, Kasper Staub, Mankind (SE), -ii- (FR), Pacific Swell, AEX, Dagens Kant og Rådne Lunger. Flere bands vil blive offentliggjort løbende.
Varm op til festivalen med PowerSolo-nummeret "New Fashioned Girl" her: