Nyhed

GrimFest klar med et nyt navn til De Grimmeste Aftner

GAFFA.dk – alt om musik

IAMJJ er nyeste navn på plakaten

Den danske sanger og sangskriver Jakob Stenfatt Jensen, bedre kendt som IAMJJ, kan opleves til De Grimmeste Aftner på Grimhøjgaard i Brabrand fredag den 19. juni.

IAMJJ udgav i november 2019 sit andet album, Take it Slow on Me og drog herefter på Danmarksturné samme måned. Han skulle også have spillet to solokoncerter på Hotel Cecil i marts, men de blev udskudt til september grundet coronapandemien, ligesom IAMJJ's mange planlagte festivalkoncerter på blandt andet GrimFest blev aflyst, og IAMJJ har ikke spillet live siden nedlukningen af Danmark den 11. marts. Nu sker det så.


LÆS OGSÅ: IAMJJ-ANMELDELSE: Charmerende genrejonglør

GrimFest 2020 måtte ligesom stort set alle andre festivaler aflyse, da Mette Frederiksen på et pressemøde den 6. april bekendtgjorde et forbud mod "større forsamlinger", senere defineret til flere end 500 personer, til og med 31. august. Men da Folketinget den 21. maj vedtog, at siddende arrangementer op til 500 personer kunne gennemføres med en meters afstand mellem publikummerne, gav det muligheden for, at De Grimmeste Aftner i stedet kunne se dagens lys. 

LÆS OGSÅ: Siddende koncerter med op til 500 personer er nu tilladt i Danmark


Koncerterne bliver afholdt i Brabrand på Grimhøjgaard, hvor GrimFest også plejer at blive afholdt. De Grimmeste Aftner er udendørs siddekoncerter, og der vil være mulighed for fuld forplejning i form af mad og drikke. Du kan blandt andet bestille en hjælpepakke til den Tørstige eller den Dehydrerede, men sørg for selv at medbringe tæpper.

De Grimmeste Aftner vil løbende offentliggøre flere kunstnere, og du kan følge med på deres Facebook eller hjemmeside, hvor du også kan købe din billet. Der er 500 billetter til salg.

De Grimmeste Aftner havde premiere fredag den 12. juni med en ifølge GAFFAs anmelder veloplagt Allan Olsen, og den 26. juni kan du opleve Bogfinkevej.


LÆS OGSÅ: ALLAN OLSEN-ANMELDELSE: Knækket pegefingernegl, corona og tryghed igen

Varm op med IAMJJ's "Take it Slow on Me":


ANNONCE