Nyhed

TopGunn annoncerer hidtil største koncert: ”Det bliver mit bedste til dato”

GAFFA.dk – alt om musik

Den albumaktuelle sanger og rapper indtager Forum Black Box til januar

Ligesom mange af sine musikalske landsmænd stod TopGunn i år over for en koncertspækket festival-sæson. Men med utallige aflysninger forårsaget af COVID-19 tager den 29-årige sanger og rapper – med et skyhøjt ambitionsniveau – nu til genmæle.

Den 23. januar næste år giver TopGunn sit hidtil største soloshow i Forum Black Box i København.

– Alle festivaler er aflyst. Derfor har jeg brug for at skeje ud i det nye år. Vi har lejet Forum, hvor jeg holder én koncert, der samler al energien fra den tabte sommer i ét gigantisk show, der bliver mit største og bedste til dato, fortæller Oliver Gammelgaard Nielsen alias TopGunn

Den store koncertannoncering kommer i kølvandet på hans fjerde album SAS, der i slutningen af april fløj direkte ind som nummer 1 på Hitlisten og væltede The Weeknd af tronen.

GAFFAs anmelder Jens Dræby modtog SAS med fem stjerner og kaldte det for ”et relativt kunstnerisk kvantespring fra tidligere kluborienteret popmusik”.

GAFFA anmeldte også TopGunns koncert til Fredagsrock i Tivoli sidste år, som Peter T. Aagaard kvitterede for med fire stjerner.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Ørehængere i tilbudsgult

TopGunns musikkarriere fik luft under vingerne i de tidlige 2010'ere, hvor han både agerede producer og pladeselskabsejer af Cheff Records i fællesskab med Kidd, Eloq og Klumben. Han debuterede med sit soloalbum, 21, i 2013, og har hittet med landeplager som ”Tilbud”, ”Kongens Have” og ”Nik & Jay”.

Billetsalget starter den 30. maj klokken 12.00 via Ticketmaster.

Bliv varm til Black Box med TopGunns ”SPORT” featuring Branco:

ANNONCE