Nyhed

Retslægerådet: Jamaika bør idømmes forvaring på ubestemt tid

GAFFA.dk – alt om musik

Rapperen og sangeren er tiltalt for knivoverfald, vold og trusler

Den 25-årige dansk-somaliske rapper og sanger Jamaika, med det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali, har siden november 2019 siddet varetægtsfængslet, tiltalt for et knivoverfald i Esbjerg i oktober 2019 og efterfølgende vold og trusler.

Lige nu kører retssagen i Esbjerg, og i en erklæring fra psykiaterne i Retslægerådet lyder det, at vokalisten bør idømmes forvaring på ubestemt tid, fordi han flere gange har begået knivvold og udgør en fare for andre menneskers liv. Det skriver Jyske Vestkysten.


"Der er stor sandsynlighed for, at der påkræves forvaring," lyder rådets konklusion ifølge Jyske Vestkysten.

Knivoverfaldet fandt sted i boligblokkene Ti-Kanten i Esbjerg natten til søndag den 6. oktober 2019 efter en koncert med Jamaika i Shisha-Lounge i Esbjerg tidligere på aftenen. I Ti-Kanten blev en 25-årig mand efter eget udsagn brændt med en cigaret, slået med en knytnæve og sparket af Jamaika, der var påvirket af alkohol og stoffer. Rapperen skulle desuden have stukket mod offerets hoved og hals med en stor køkkenkniv. Offeret afværgede, men fik et dybt stiksår i håndleddet.

Senere skulle Jamaika sammen med to andre havde sparket offeret i liggende tilstand og truet ham for at få ham til at trække sin politianmeldelse tilbage. 


Jamaika nægter alle anklager, men bekræfter at have befundet sig i lejligheden, hvor optrinnet skete.

Efter episoden var Jamaika på fri fod en måned, inden han blev anholdt. I retten fortalte sangeren ifølge Jyske Vestkysten, at flugten skyldtes, at han ønskede at være sammen med sin højgravide kone og kunne holde sit nyfødte barn i armene.

Der ventes at falde dom i sangen onsdag den 14. april.


Har millioner af streams

Jamaika, der er opvokset i boligblokkene Finlandsparken i Vejle, brød igennem i 2016 med sangen "Blodskudt", der har over 15 millioner streams på Spotify. Han har optrådt på blandt andet Roskilde Festival, Spot Festival og en række danske spillesteder. Han har tidligere siddet i fængsel flere gange, hvilket også skildres i hans tekster.

Jamaika har kontrakt med pladeselskabet Universal Music. Direktør for Universal Music Danmark, Casper Bengtson udtalte i november 2019 til GAFFA, mens Jamaika endnu var på fri fod og i samme periode havde drillet politiet på Instagram:


– Hos Universal Music agerer vi inden for lovens rammer, og vi vil selvfølgelig til enhver tid samarbejde med myndighederne, hvis de henvender sig. Men det er samtidig vores forpligtelse som et af Danmarks største musikselskaber at bidrage til musikalsk og kulturel mangfoldighed i det danske samfund. Derfor er det også afgørende for os at kunne give stemme til kunstnere, der ikke nødvendigvis deler vores værdier eller lever efter dem.

Jamaika har udgivet flere singler samt ep'en Dedikeret, mens han har siddet varetægtsfængslet.

LÆS OGSÅ: Jamaika giver lyd fra sig


ANNONCE