Nyhed

Efter ankesag: Jamaika er snart ude af fængslet

GAFFA.dk – alt om musik

Kan være ude af fængslet allerede om syv måneder

I går faldt der dom i den succesfulde dansk-somaliske rapper og sanger Jamaikas ankesag. Vokalisten med det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali blev i april idømt forvaring på ubestemt tid ved byretten i Esbjerg for blandt andet et knivoverfald i Esbjerg i oktober 2019 og efterfølgende vold og vidnetrusler.

Jamaika ankede dommen, og nu er Vestre Landsret kommet til en anden konklusion: Vokalisten er idømt tre og et halvt års fængsel for grov vold og vidnetrusler, skriver Ritzau ifølge TV2. Dermed kan han være ude af fængslet om syv måneder på grund af den tid, han allerede har siddet fængslet og reglerne om prøveløsladelse. Noget af en lempelse af straffen set i lyset af, at personer med forvaringsdom i gennemsnit sidder inde 13-15 år.


"Jeg er meget glad på min klients vegne. Han har jo fået sit liv tilbage," siger Michael Juul Eriksen til Ritzau ifølge TV2.

I en erklæring fra psykiaterne i Retslægerådet lød det i april, før dommen i byretten, at vokalisten burde idømmes forvaring på ubestemt tid, fordi han flere gange havde begået knivvold og udgjorde en fare for andre menneskers liv. Det skrev JyskeVestkysten.

"Der er stor sandsynlighed for, at der påkræves forvaring," lød rådets konklusion ifølge Jyske Vestkysten.


Dette valgte byretten at efterkomme, men er altså blevet afvist af landsretten.

Knivoverfaldet fandt sted i boligblokkene Ti-Kanten i Esbjerg natten til søndag den 6. oktober 2019 efter en koncert med Jamaika i Shisha-Lounge i Esbjerg tidligere på aftenen. I Ti-Kanten blev en 25-årig mand efter eget udsagn brændt med en cigaret, slået med en knytnæve og sparket af Jamaika, der var påvirket af alkohol og stoffer. Rapperen skulle desuden have stukket mod offerets hoved og hals med en stor køkkenkniv. Offeret afværgede, men fik et dybt stiksår i håndleddet.

Senere skulle Jamaika sammen med to andre havde sparket offeret i liggende tilstand og truet ham for at få ham til at trække sin politianmeldelse tilbage. 


Jamaika nægtede alle anklager, men bekræftede at have befundet sig i lejligheden, hvor optrinnet skete.

Efter episoden var Jamaika på fri fod en måned, inden han blev anholdt. 

Jamaika, der er opvokset i boligblokkene Finlandsparken i Vejle, brød igennem i 2016 med sangen "Blodskudt", der har over 15 millioner streams på Spotify. Han har optrådt på blandt andet Roskilde Festival, Spot Festival og en række danske spillesteder. Han har tidligere siddet i fængsel flere gange, hvilket også skildres i hans tekster.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Elegant genklang i tremmerne

ANNONCE