GAFFA.dk – alt om musik
Der er blandt andet en genganger fra sidste års festival
Spot Festival blev i 2021 rykket til september på grund af coronapandemien, men i 2022 vender festivalen tilbage som forårsfestival, når den løber af stablen fra den 6.-7. maj. Nu har arrangørerne løftet sløret for de første fem artister til Spot Festival 2022.
Søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen udgør til sammen Prisma. Duoen udgav deres debut-ep, Her, i 2020, men det var særligt efterfølgeren, Inside Out fra 2021, der skabte opmærksomhed omkring gruppen, og som førte til rotation på både P3 og P6 Beat. Prisma optrådte på dette års Spot Festival, hvor søstrene beviste, at de kunne leve op til det rygte, de var ved at opbygge. GAFFAs anmelder kvitterede med fem ud af seks stjerner.
Iris Gold spiller såkaldt ”hippie hop” og har på det seneste arbejdet sammen med sangskriver, musiker og producer Dave Stewart, der er kendt som den ene halvdel af 80'er-duoen Eurythmics. Sangeren var desuden på GAFFAs forside i september, hvor der også blev bragt et stort interview med Gold.
LÆS OGSÅ: VIDEO: Iris Gold bliver forelsket i sig selv i ny musikvideo
Som bare 16 år gammel delte Ericka Jane et cover af Drakes ”Marvin’s Room” på YouTube. Videoen nåede hurtigt mere end 100.000 visninger, og det går kun fremad for den 90’er-inspirerede musiker, som blandt andet står bag hitsangen ”I Say Stupid Things”.
En anden, der ligeledes trækker på 90’erne, er norske Hedda Mae, der er annonceret som festivalens første nordiske indslag uden for de danske grænser.
Endelig finder vi Agnes Hartwich på programmet. Hartwich byder på en særlig mørk lyd og drager blandt andet inspiration fra bands som The Strokes og Arctic Monkeys. I november var kunstneren at finde blandt GAFFAs Fire favoritter fra vækstlaget-serie, hvor debutsinglen ”Deep Dark Blue” blev omtalt som ”noget nær en genistreg fra danske Agnes Hartwichs hånd”.
Spot Festival har siden 1994 haft til formål at sætte fokus på det danske og nordiske vækstlag, og i 2019 kunne festivalen således fejre sit 25-års jubilæum.
I september havde GAFFA et interview med festivalens leder Gunnar Madsen og pressechef Mille Raaby Jensen om 2021-udgaven af festivalen samt forventninger til næste års begivenhed.
LÆS OGSÅ: Roskilde Festival melder om ændringer i 2022
Varm op til festivalen med Ericka Janes "I Say Stupid Things" her: