GAFFA.dk – alt om musik
Modtagerne er karakteriseret ved et højt kunstnerisk niveau, nytænkning og diversitet
Music City Aarhus 2022 har nu offentliggjort de første bevillingsmodtagere af musikbyårets to puljer. 35 musikprojekter blevet udvalgt til at modtage midler, hvoraf alle kan opleves i Aarhus i 2022. Du kan se den samlede liste over bevillingsmodtagere og støttede projekter nederst i artiklen.
Musikbyårets første pulje beskæftiger sig med vækstlag og talentudvikling, mens den anden har fokus på nye samarbejder mellem etablerede aktører. Formålet med projektet er at skabe publikumsaktivitet i Aarhus under musikbyåret.
Ansøgningerne bliver behandlet og udvalgt af to kurateringsgrupper bestående af fagpersoner fra musikmiljøet, og som er blevet nedsat af Music City Aarhus 2022’s styregruppe. Der blev åbnet for den første ansøgningsrunde tilbage i august, og nu har 35 af de i alt 93 modtagne ansøgere fået tildelt støtte.
”I første ansøgningsrunde har vi støttet projekter, som ud over at vise stort kunstnerisk potentiale rummer diversitet, både i forhold til repræsentation, genrer, geografisk placering, adgang og tilgængelighed, og som bidrager innovativt og nytænkende,” fortæller kurateringsgruppemedlem fra puljen for vækstlag og talentudvikling, Rikke Østergaard, som til dagligt er sangskriver og producer bag alteregoet O/RIOH.
Blandt modtagerne af midler fra puljen for vækstlag og talentudvikling finder vi den nye aarhusianske festival for eksperimenterende musik, Alter. Festivalens tema for 2022 er ”Connection”, hvor der vil være fokus på forskellige musikalske miljøer – ikke kun under selve festivalen, men også i form af koncerter, som vil fordele sig over hele det kommende år.
”I Alter er vi rigtig taknemmelige for vores støtte fra Music City Aarhus 2022 til vores ambition om at skabe en styrket platform for den musik og kunst, som er legende, undersøgende og udfordrende af natur. Med støtten kan vi bredde vores aktivitet til hele året og dermed forhåbentlig være et samlingspunkt for den eksperimenterende samtidsmusik og -kunst,” fortæller Jeppe Hofmeister Berg, som er kunstnerisk leder ved Alter.
De udvalgte ansøgere fra musikbyårets anden pulje for nye samarbejder mellem etablerede aktører er ligeledes karakteriseret ved et højt kunstnerisk niveau, nytænkning og diversitet.
”Der var mange spændende ansøgninger i første runde. I næste runde håber vi på at se flere nytænkende projektet inden for den rytmiske musikgenre, i særdeleshed pop og rock,” fortæller kurateringsgruppemedlem Bo Andersen, der til dagligt ejer og leder booking og management bureauet Scandinavian.
Music City Aarhus 2022 er sat i værks for at genstarte musiklivet, bygge bro mellem kultur- og erhvervsliv og samle århusianerne om musikken.
LÆS OGSÅ: Music City Aarhus 2022 får milliondonation
GAFFA havde for nylig et interview med Jacob Bundsgaard, som er borgmester i Aarhus Kommune, og i den forbindelse udtrykte politikeren sin begejstring for konceptet:
– Jeg synes, at på trods af corona og nogle af de mange barrierer og sten, der har været på vejen, så har et sprudlende musikliv i Aarhus. Og jeg glæder mig til, at vi kan gøre hele 2022 til et musik-år med Music City og vise hele verden, hvad det er, vi kan. Ikke alene, når vi har Spot Festival, men også når vi over et helt år kommer til at sætte scenen for det aarhusianske musikliv.
Næste ansøgningsrunde for musikbyårets puljer åbner den 1. februar med deadline den 1. marts 2022.
Samlet liste over bevillingsmodtagere og støttede projekter:
Pulje 1: Styrkelse af vækstlag og talentudvikling
- Alter - Alter 2022
- Lydmagasinet Seismograf.org - Seismograf i Aarhus 2022 – Byen og den nye lyd
- Anne Sophie Andersen/Cecilie Beck Kronborg/Daisy Payero – Seasons
- Foreningen Giber Å Kulturdage - Giber Å Kulturdage
- Jonas Stampe - Pakistan/Aarhus (med Hurraura Forening) og Snöleopardens Samspilshold
- Currant Resonance – HOT
- MALMØ - The Inevitable End
- NJYD og Anna Katrin Egilstrøđ - Recollections in the Abandoned Sea
- OUTPUT Aarhus - Output Winter Concerts, No 01, 02 og 03
- Blikflak - Blikflak præsenterer
- Aarhus Volume - Vækstlaget står sammen
- Sophia Sagaradze - Hear the touch
- Account The Beat - Talk om lyrik og metal på Radar
- Total Hip Replacement + Anyankofo (GH) - Interkulturel koncerttour på skoler og lokalcentre i Aarhus
Pulje 2: Styrkelse af nye samarbejder mellem etablerede aktører
- Blood Sweat Drum + Bass meets Soweto Kinch – Multimediashow
- Jazzselskabet Aarhus & Erlings Øl- og Jazzbar - Jazz in Generations
- TONE SPRING - Et spiseritual ind i ensomhed
- Aarhus Sinfonietta - The Inevitable End
- Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Musikskole, Teaterhuset Filuren, Aarhus Symfoniorkester, Den Jyske Opera, Det Jyske Musikkonservatorium og Musikhuset Aarhus - børnemusikfestivalen KAZOO
- Radar - Else Marie Pade Legacy
- Aarhus Jazz Orchestra & Bazarjazz - Bazarjazz 2022: Aarhus Jazz Orchestra x Kalaha
- Blikflak - Aarhus Lydkunstfestival 2022
- Lydenskab sammen med Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Sinfonietta og Musikhuset Aarhus - En Symfoni til Aarhus
- Aarhus Vocal Festival – MusiCamino
*Nogle af bevillingsmodtagerne er ikke inkluderet i ovenstående liste, da projekterne endnu ikke er klar til offentliggørelse.
LÆS OGSÅ: Ti danske spillesteder får penge til at udvikle livescenen