GAFFA.dk – alt om musik
Musikeren kan til næste forår opleves på dansk grund to aftener i træk
Den svenske singer-songwriter Kristian Matsson, der er kendt under kunstnernavnet The Tallest Man on Earth, lægger vejen forbi Danmark til næste forår, hvor musikeren to aftener i streg, den 2. og 3. marts, indtager Lille Vega.
Folk-kunstneren udgav senest albummet I Love You. It’s a Fever Dream i 2019, som Matsson selv skrev, producerede og optog. Albummets sange er en hyldest til livets små øjeblikke, som måske ikke forekommer særligt bemærkelsesværdige, men som i virkeligheden kan være de mest kraftfulde og inspirerende. GAFFAs anmelder tildelte udgivelsen tre ud af seks stjerner.
The Tallest Man on Earth har under coronapandemien holdt sig i gang, blandt andet via en række livestreams, hvor kunstneren både optrådte med coversange samt egne numre fra sit bagkatalog, der tæller fem studiealbums og fire ep’er. Sangeren udgav sidste år desuden koncertfilmen The Little Red Barn Show, der, i tråd med titlen, er optaget i en gammel lade hos ekskonen, musiker Amanda Bergman.
LÆS OGSÅ: Vellykket singleserie samlet på fornem vis
I 2018 anmeldte GAFFA sangerens udsolgte koncert på Bremen Teater i København med fem ud af seks stjerner.
Billetsalget til de danske koncerter starter fredag den 29. oktober kl. 10.00 via vega.dk, Ticketmaster og smashbangpow.dk.
Varm op med et genhør med musikerens seneste studiealbum her: