Nyhed

Hør Christine and the Queens fortolke George Michael på ny ep

GAFFA.dk – alt om musik

Den franske superstjerne har udsendt en ny ep, hvorpå der er et cover af George Michael-nummeret ”Freedom”.

Christine and the Queens har surprise-udgivet en ny ep, med titlen Joseph. Herpå er der to nye sange, som blev fremført under hendes optræden på Global Citizen Live i sidste uge. Her sang Christine and the Queens, et alias for den franske sanger og sangskriver Héloïse Letissier, coverversioner af George Michaels “Freedom” samt “Comme l’oiseau” af Michel Fugain & Le Big Bazar.

Christine and the Queens udgav også en overraskelses-ep, med navnet La Vita Nuova, tilbage i 2020. Denne ep gik rent ind hos GAFFAs anmelder, der gav den seks stjerner og blandt andet skrev om ep’en: ”Med sine konstante skift mellem at vinde og tabe kampen til mørket rammer La Vita Nouva lige, hvor den skal og viser præcis, hvor stor en kunstner Christine and the Queens egentlig er.”


På det nyeste udspil fra den franske superstjerne er der ud over de to covernumre også nye arrangementer af tidligere hits, nemlig ”Tilted”, "People, I’ve Been Sad" og "Doesn't Matter", som Héloïse Letissier fremførte foran Eiffeltårnet i Paris til Global Citizen Live. Alle indtægter fra den digitale ep Joseph går i øvrigt direkte til Global Citizen.

Global Citizen Live fandt sted den 25. september med arrangementer i blandt andet Lagos, Paris og New York City. På tværs af seks kontinenter skulle kunstnere hjælpe med at samle folk om at stå sammen og kræve, at regeringer, store virksomheder og filantroper samarbejder om at forsvare planeten og bekæmpe fattigdom ved at bekæmpe, hvad de mener, er de største trusler, nemlig klimaforandringer, vaccinekapital og hungersnød. 

LÆS OGSÅ: Christine and the Queens-interview: Trygheden ved at udtrykke sig frit


Se Christine and the Queens’ fulde optræden til Global Citizen Live 2021 her:

ANNONCE