Nyhed

Se GAFFAs Artist Talk på Tønder Festival med åbenhjertig Lars Lilholt

GAFFA Artist Talk på Tønder Festival: Lars Lilholt talte åbent om alt fra sin første guitar til alvorlig sygdom

Ligesom i 2019 har GAFFA også i år stået for en række artist talks på Tønder Festival, med henholdsvis Madrugada, Lars Lilholt og Tami Nielson. Konceptet går i al sin enkelhed ud på, at kunstnerne bliver interviewet af en GAFFA-skribent på scenen i det intime Pumpehuset, og publikum kan også stille spørgsmål.

Anden talk finder sted torsdag eftermiddag med Lars Lilholt, der få timer forinden har åbnet årets festival med sit band, der næste år kan fejre 40 års jubilæum. I 2023 er det også 50 år siden, Lilholt dannede sin første seriøse gruppe, folkrockbandet Kræn Bysteds, der opnåede en vis succes op gennem 70’erne, og han bliver selv 70 år. Lilholt har med sine forskellige grupper udgivet 37 album, han har givet mere end 3000 (!) koncerter, har skrevet over 300 sange og solgt mere end 2,5 millioner plader. Og så har han skrevet sangen ”Kald det kærlighed”, som er optaget i Kulturministeriets kanon og formodentlig er kendt af 99,9 procent af den danske befolkning.

Der er altså nok at tale om, og det gør Lilholt så i samtale med GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, der stiller spørgsmål med udgangspunkt i en række markante begivenheder i Lilholts liv, og Lilholt taler åbent næsten uden stop. Om alt lige fra sin opvækst i et musikalsk hjem i Aalborg – faderen spillede bratsch i Aalborg Symfoniorkester – over sin første guitar, som stadig har og et skelsættende ophold i kibbutz i Israel, hvor Lilholt blev spået en karriere som succesfuld sangskriver, til hvordan han skrev ”Kald det kærlighed” på et tidspunkt, hvor hans kærlighedsliv ellers var i dyb krise – ”det tog mig et par timer eller 32 år at skrive den sang”. Vi hører også om, hvordan trioen Dalton med Johnny Madsen og Allan Olsen blev dannet, og om vi kan forvente en gendannelse – det kan vi ikke, for ”Olsen gider ikke”, og om hvad der er sket på det seneste, hvor Lilholt har været ramt af kræft, som han nu heldigvis er helbredt for. Her tager samtalen en alvorlig drejning, for på et tidspunkt så det faktisk sort ud, fortæller han åbenhjertigt.

”Mine fremtidsplaner er at blive ved med at holde mig i live, og hvis det på en eller anden måde kan involvere musik, er jeg glad,” siger Lars Lilholt blandt andet, men er dog stadig så meget sangskriver, at han konstaterer, at han sikkert kan hente noget inspiration i de alvorlige begivenheder, han har været udsat for.

Der er også spørgsmål fra salen og fra Lars Lilholts Facebook-side, hvor begivenheden blev livestreamet, og hvor den stadig kan ses. Du kan også se den nedenfor – klik på "fuld skærm" for den fulde oplevelse:

ANNONCE